Sandsynligvis skrevet færdig i fængsel eller i hvert fald i unåde er John Miltons berømte epos om familiestriden i paradis og omegn mellem Gud og Lucifer, Adam og Eva, faktisk et stykke moderne politisk litteratur. Poetisk propaganda, som udkom i 1667 under store vanskeligheder og megen ståhej, dets forfatter var blind og politisk ukorrekt, thi hele molevitten var at betragte som et puritansk og republikansk kampskrift. Ja, det var dengang, at Luthers og Calvins protestantiske stridsfolk helt klart lå til venstre for midten og kongehuset. Hellere i ord og gerning bar de smerteligt troens kors på ryggen som vor helt fra Golgata end ordenskapitlets forgyldte kors på brystet lig en anden herremand, social stræber og slesk hofsnog. På godt og ondt John Milton blev født i London i 1608 og døde 68 år senere som en politisk paria i det engelske samfunds nye snobbistiske monarki. Milton var en rebelsk humanist, puritansk præst og støttede som spindoktor helhjertet Cromwells (borger)krig mod det fransksindede og dekadente kongehus. Havde sådan set en finger med i halshugningen af Kong Charles I og var i det hele taget en forfatter af tidens ideologiske korstog mod kongedømmet. Uddannet klassisk ved Cambridge og via ophold i Italien var han nok den protestantiske præst og poet, der kendte fjenden bedst. Altså hele den katolske kultur på godt og ondt, nok mest det sidste ifølge Milton, som alligevel havde et ambivalent forhold til fortidens tro og tradition. Magtkamp mellem Vorherre og Fanden 'Det tabte paradis' blev uden for Storbritannien og Skotland ikke det helt store nummer på verdensplan som Homers, Vergils og Dantes episke versromaner. Ikke på grund af kvaliteten, snarere tidsånden, som var ved at løbe fra eposets bundne form. Thi Milton kan sagtens måles med den store kanoniske lineal. Værket er uomtvisteligt et højdepunkt i verdenslitteraturen. Manglen på gennemslagskraft uden for det angelsaksiske skyldes snarere, at emnet var mindre flamboyant og mere abstrakt, mere religiøst og mindre effektfuldt. Fortællingen om magtkampen mellem Vorherre og Fanden selv står klart i forbindelse med den slags kætteri, romerkirken kaldte for manikæisme, nemlig historien om den oprørske ærkeengel Lucifers fald og påfølgende mønstring af sin hærskare på en global slagmark mellem det gode og det onde. Grandiost og genialt epos I virkeligheden ligner dette epos paradoksalt ret så meget katolikken Tolkiens 'Ringenes herre' med sin høje stil, sit apokalyptiske anslag og sin seriøse tone. Milton ønskede at gøre op med både Homer og Dante ved at tage udgangspunkt i Bibelens Genesis og ikke i et katalog over klassiske guder og heroer fra den hedenske hedenold. Franskmanden Gustave Doré illustrerede eposset i 1800-tallets nyreligiøse trend, hvor det læsende publikum på tærsklen til det modernes gennembrud havde brug for billeder af ophøjet religiøsitet og spektakulære tableauer af dagene op til dommedag. Doré skildrer altid både Dante, Milton og Vorherre tæt på den fascinerende og bombastiske smagløshed, vi siden kender med kærlighed fra film af Cecil B. DeMille og 1950'ernes amerikanske kors- og kristusfilm. Men lad billederne blot vejlede og vederkvæge på vejen igennem Miltons grandiose og geniale epos, som altså er mere spændende, underholdende og læseværdigt end sit senere rygte som puritansk og politisk propaganda.