Da Per Flys film 'Bænken' kom frem, insisterede en af mine venner på, at vi skulle se den. »Er det nu også nødvendigt?«, kvækkede jeg halvkvalt. Men det var det, og vi så den. Normalt er moderne socialrealisme en svær genre, og den bliver ikke mindre svær hos den svenske Majgull Axelsson, der samtidig knytter an til eventyret, i en nutidig roman. Men det er netop balancegangen mellem socialrapporten og eventyret, der lykkes, fordi Axelsson bruger eventyret til at give menneskeskæbner på tabersiden en uventet værdighed. En ræv løber i starten og slutningen af romanen. Nogle stærke lugte og bevægelser forplanter sig til læseren. Ikke mindst duften af en krydderurt: Merian eller kongeurt, som den også hedder: »Ræven ser det, som ingen anden ser. Han er et kobbertegn i en kobberskov, han gransker efteråret, han kortlægger dets bevægelser og dufte. (...) Jo. Det er hendes skov. I dette paradisets have med de tusind dufte er hendes duft stadig den stærkeste, den hviler som et løfte i hvert åndedrag, et trøsterigt om end løgnagtigt løfte om, at han når som helst kan vende om, gå tilbage til hulen og blive en hvalp blandt hvalpe«.
Eventyrets magt
Lyt til artiklen
