0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Punkterede egoer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vishnu er en indisk drukkenbolt, der ligger og er ved at dø på den trappeafsats i Bombay, hvor han bor. Han har både brækket sig og tisset i bukserne og er i det hele taget mest til besvær for de pæne familier, der bor inde i lejlighederne.

Man kan jo ikke invitere sine kortveninder til at skræve hen over en døende mand, så noget må der gøres - men det skal helst være naboen, der betaler ambulancen.

Historien om 'Vishnus død' er den indiskfødte matematikprofessor Manil Suris første roman, men det er en af de debutromaner, som har scoret suveræne anmeldelser fra kyst til kyst i USA.

Manil Suri er elev af Pulitzerprisvinderen Michael Cunningham, og det forhold er de vist begge to ret stolte af. Når man bevæger sig ind bag den danske oversættelses grimme omslag, forstår man straks hvorfor. Her taler en sand fortæller.

Romanens handling foregår i en etageejendom, hvor familierne bekriger hinanden af grunde, der fortaber sig i tåge. Især konerne er skrappe og går ikke af vejen for lidt praktisk chikane som f.eks. at stjæle ghee (en slags smør) fra hinanden i ejendommens fælles køkken. Og de intriger, de ikke selv kan ordne, pudser de deres tøffelhelte af nogle ægtemænd på.


Alle menneskets værste egenskaber florerer blandt husets beboere, og en væsentlig del af romanens fascinationskraft stammer fra det lille puf, der lyder, når Manil Suri udstiller misforholdet mellem sine personers opblæste selvopfattelse og deres sande motiver.

Uanset om det drejer sig om daggamle chapatier, der gives væk som velgørenhed, om en ung piges drøm om at blive stjerne i en hindifilm eller om en alt for intellektuel muslim, der piner sig selv i jagten på en religiøs oplevelse, lukker Manil Suri luften ud af ballonen med et præcist prik.

Det gode er, at tonen aldrig bliver ond og bedrevidende. Tværtimod sker punkteringen af personernes store jeg'er med humor og ynde - ja, næsten kærlighed - fra forfatterens side, og mennesketyper, man med garanti ikke ville kunne snuppe i det virkelige liv, bliver elskede og skattede romanfigurer, der kalder på medfølelse i al deres forblændethed.


Den ynde, hvormed Manil Suri skriver, hænger måske sammen med, at den døende Vishnu ikke kun er en drukkenbolt i Bombay, men måske også en inkarnation af guden Vishnu, som er opretholderen i det hinduistiske trekløver Brahma, Shiva og Vishnu.

Guden Vishnu siges at have ti inkarnationer, hvoraf Krishna, den blåhudede fløjtespiller og smørtyv, er den mest kendte. Men den tiende inkarnation er ikke indtruffet endnu, og det strejfer den døende Vishnu, at denne inkarnation måske kan være ham.

Ca. midt i bogen forlader Vishnus bevidsthed nemlig hans krop, der bliver liggende tilbage på afsatsen, og han bevæger sig ubesværet op ad husets trappe.

Vishnus opstigen er en symbolsk skildring af dødsprocessen, som involverer flere store scenerier fra hindumytologien, og Manil Suri lægger bevidst op til usikkerhed, om Vishnu vitterlig er en gud. Eller om han bare har set for mange hindifilm.

Ved at give læserne adgang til Vishnus bevidsthed under dødsprocessen tilfører Manil Suri romanen et lag af poesi, som er fraværende blandt de endnu levende.

Ud over at registrere hvad der foregår i huset, byder Vishnu nemlig også på flashbacks til sit livs højdepunkter, hvoraf nogle består af de religiøse historier, hans mor har fortalt ham, andre mest af kærlighed og erotik.


Som erotisk skribent er Manil Suri først og fremmest optaget af at skabe et billedsprog, der knytter seksualiteten til skønhed.

I et eksempel på hvad mangofrugter kan gøre for henholdsvis guder og mennesker lykkes det overmåde godt, og forbindelsen af det erotiske og det religiøse bliver aldrig vulgær eller blasfemisk.

Når 'Vishnus død' er en god bog, skyldes det først og fremmest, at Manil Suri formår at forklæde de klassiske hindufortællinger, som i sig selv er gode historier, som en moderne roman fyldt med skægge personer. (Bipersoner som cigaretwallaen, radiowallaen og Lille Ganga er en historie for sig).

Under den sjove overflade rumsterer en problematik om livet og døden, som giver romanen den dybde, der kendetegner stor litteratur, men man behøver bestemt ikke være religiøs for at nyde Manil Suris virtuose evner som fortæller.

Og til sidst en cadeau til forlaget: Endelig en indisk roman med en ordentlig ordliste. Hurra.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu