Qiu Xiaolongs krimi er ikke bare en krimi, men også en livlig, robust sædeskildring. Kina som fænomen, sammensurium, ja rent ud sagt rod træder frem, på én gang sært selvbevidst og presset, fordi Kinas nyere historie har været så turbulent, normskredet så stort og føleligt, ikke mindst for kineserne selv. I romanens åbningsscene - hvor et kvindelig snart kommer for dagen - træder Shanghai, den store overbefolkede by, straks i karakter, når vi hører om floden Suzhou, der gemmer på noget i sin våde favn: »Suzhoufloden, som var endnu kraftigere forurenet end Huangpofloden, så ud som en sort presenning i skarp kontrast til den klare blå himmel«. Romanen er fra start spækket med den slags sansninger, hvor Kinas lidenskabelige, klare, stærke farver går igen. Der er åbningsbilledet af floden som en sort presenning mod den blå himmel. Og efter de smældende farver følger lugte, smage, syner og de helt anderledes navne og tituleringer, der bruges i Kina.
Den poetiske kriminalinspektør
Lyt til artiklen
