Hvad nu hvis? Dét spørgsmål er dynamoen for al forskning såvel som for al kunstnerisk virksomhed, og Svend Åge Madsen har sat den erkendelse på fiktionsformel. Hans på en gang vildt voksende og strengt kontrollerede fortælleunivers - der som bekendt hedder Århus - bygger på den empiriske iagttagelse fra kemi- og fysiklaboratoriet, såvel som fra ligningerne med de berømte ubekendte, at udskiftning, fjernelse eller indsættelse af en enkelt lille del totalt kan ændre helheden. Beskyttelse Hvad nu hvis vi f.eks. alle kunne vælge én anden medborger, hvis hele liv, tanker og færden vi kunne følge ved hjælp af en 'kikkert'? Ville det ikke forebygge kriminalitet og i det hele forbedre vores opførsel, at vi var bevidste om Øjet, der fulgte med? Ville jeg ikke selv som 'Øje' prøve at beskytte 'Synet' - den person, der bliver iagttaget - mod uheld, som jeg på afstand kunne forudse, skønt vedkommende ikke selv kunne? Og ville sådan et realityshow med én optrædende og én tilskuer, indtil alle skifter hvert 23. døgn - ville det ikke stimulere min empatiske medleven og samtidig give mig mere lødig underholdning, end jeg ville få ved at se tv-krimier aften efter aften? Så lurer der et øje Jo, sådan argumenterer skolelærer Sverre i hvert fald for det system, han nu har levet med siden 1986. Han prøver at overbevise Katri, der netop er vendt hjem fra Iran, hvor hun tværtimod har været usynlig bag en chador i femten år. Fra den ene ufrihed til den anden, føler hun, for nu er hun vendt hjem med mand og børn. Sønnen hedder også Sverre og får som lærer den voksne Sverre. Der også selv har én Katri til, for sådan kalder han sit 'Øje' - den gamle kone, der fører fortællingens ord det meste af vejen. Men samtidig er Sverre jo selv 'Øje', hans 'Syn' er advokaten Niko, som har visse sadistiske fornøjelser med sin buttede kone, Juni, og med fantasier om alle andre kvinder, der krydser hans blik - og dermed Sverres. Tugt i utugt, kunne man godt kalde det. Øjet er både øjenvidne og freudiansk overjeg for den, der er bevidst om at blive kigget ud. Altså en sekulariseret udgave af Jesper Jensens og Trilles gamle ubehag: »så lurer der et øje/ i det høje«, her er det bare Næsten og ikke 'ham Gud', det er så svært at få smidt ud. Og da hver enkelt dels er 'Øje', dels 'Syn', er den gensidige overvågning total inden for 'Sammenkædningen', som systemet kaldes. Livet selv Dobbeltgængere er vi så vant til i Madsens Århus, og vi kender faktisk også den voksne Sverre. Han var jegfortæller i 'At fortælle menneskene' og central figur som studerende hos kronofysikeren Johanne Fraser, der eksperimenterede med tidskvantet i 'Lad tiden gå' - og som gør det her igen. Katri Deyk Hauge har sine efternavne fra romanpersoner i 'Jakkels vandring', 'Slægten Laveran' og dramaet 'Hadets bånd'. Men nøjagtigt midtvejs i romanen skifter den gamle 'Katri' nu navn til Vita - livet selv - og det er hende, der fortæller på de båndoptagelser, titlen hentyder til. En slags samtidsroman Men med alle sine lune links og vink og vandede vitser - Sverres søster Desdemona skulle f.eks. have heddet Dés-sverre! - er 'Det syvende bånd' ikke kun for Madsen- eller Århus-nørder, det er sådan set en ... ja, en samtidsroman. For er det ikke underligt, at de mennesker »først afskaffer kriminalitet, og så vælger en statsminister, der er dømt for kreativ bogføring«, spørger unge Katri? Nogenlunde lige så selvmodsigende som at have en liberalistisk statsminister til at iværksætte en terrorpakkelovgivning, der faktisk bringer Danmark nogle solide hanefjed nærmere den gængse betydning af ordet 'overvågningssamfund'. Det slår jo ikke fejl, at vore venner i 'Sammenkædningen' finder det nødvendigt og muligt at bryde kæden, ja, genopfinde kriminaliteten - for kærlighedens skyld. For når det er Madsen, der fortæller menneskene, tager de også livet - og en vis regelbunden frihed - i deres egen hånd. Om vi ligner dem, eller dét netop hører til den karakteristisk distancerede eventyrlighed i Madsens parallelversion af Århus - det må enhver afgøre med sin egen tro på menneskene.