Af mindst to årsager er det et held, at den nu 48-årige græske forfatter Apostolos Doxiadis som 15-årig blev optaget på matematikstudierne ved Columbia University: Studiet udvidede hans kendskab til talteori, så han kunne skrive denne lille perle af en roman. Men desuden blev han så tosproget, at han selv kunne forfatte en engelsk version af romanen, uden hvilken han måske aldrig var brudt igennem internationalt, endsige da på dansk, kun ni år efter førsteudgaven. Og kun to-tre år efter, at vi sidst fik en nutidig græsk roman i dansk udgave - kryds i kalenderen! Som emnet og titlen antyder, er det en intellektuel roman, ja, nærmest akademisk: Primtallene har hovedrollen, for det har de i 'Goldbachs formodning', et af de tre mest berømte uløste problemer i matematikken. I 1742 formodede Christian Goldbach i et brev til den nok så kendte Leonard Euler (ham med logikkens 'eulerske cirkler'), at »ethvert lige tal større end 2 er summen af to primtal«. Bevise det kunne han ikke. De to andre uløste problemer - hvis indhold jeg sparer læseren og især mig selv for refererat af - er 'Riemann-hypotesen' samt 'Fermats sidste sætning', som nu i øvrigt blev indirekte bevist i 1993. Nå, måske er Goldbachs formodning om primtallene også blevet bevist, af Onkel Petros. Dén mulighed er i hvert fald romanens spændingsmoment, så usædvanligt det end måtte lyde. Romanens unge fortæller er nevø af en matematiker, Petros Papachristos, der valgte at lade sin internationale karriere og sit hele livsindhold stå og falde med bevisbyrden for Goldbachs formodning. Hvorfor han prøver at afskrække nevøen fra at vælge faget - men til gengæld drejer ham på surrogat-interessen: skak.