Den skotske forfatter Ian Rankin er kendt for sine romaner om kriminalkommissær John Rebus. Rebus, der hører hjemme i det grå og barske Edinburgh, er endnu en i rækken af midaldrende, fraskilte detektiver med et heftigt temperament, en stærk retfærdighedssans og et problematisk forhold til alkohol og autoriteter. Med andre ord ikke just nogen original type, men en figur, som Rankin udnytter med stor kompetence og forlener med en menneskelighed, som gør ham mere interessant end gennemsnittet af krimihelte. Rankin er god til at fortælle spændende historier - i dette tilfælde om jagten på en gammel nazistisk krigsforbryder og om en bandekrig, hvori bl.a. deltager den japanske yakuza og nogle usædvanligt ondartede balkanbanditter, som foruden med narkotikahandel giver sig af med menneskesmugling og prostitution - og til at give dem en relevant pointe, som gør dem til mere end bare rutineunderholdning. I 'De hængtes have' er et af hovedtemaerne realpolitik og følgagtighed kontra retfærdighed og principper. Denne konflikt illustreres ved Rebus alliance med en af gangsterne, ved historien om SS-officeren, som var ansvarlig for udslettelsen af en fransk landsby, men alligevel blev hjulpet til et nyt liv i England, fordi han kunne gøre nytte i den kolde krig og ved sammenstillingen af holdningerne til nazisternes forbrydelser under Anden Verdenskrig, 1990ernes grusomheder på Balkan og britiske soldaters overgreb i Nordirland. Bortset fra de sædvanlige 'barakker', der sikkert skulle have været en 'kaserne', og de lige så sædvanlige 'armerede køretøjer', der lige så sikkert skulle have været 'panser-' ditto, virker Klavs Brøndums oversættelse særdeles overbevisende.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























