0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Simon Fruelund aktuel med ny stor roman

Forfatteren tager dette land på kornet med sine kølige og komiske portrætter fra en villavej og et højhus.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er en lille bog af ydre, men den er stor indeni.

Bogen er minimalisme og systemdigtning efter så skrappe regler, at det ville være søvndyssende, hvis ikke det var for alt det liv, der er i spillets enkelte brikker.

Med sin tredje bog, 'Borgerligt tusmørke', tegner Simon Fruelund et danmarksbillede, som man kan få sig et godt grin af - og blive skræmt over, når man opdager, at det er dér, man selv bor.

Den menneskelige komedie
I den første af romanens tre dele bliver læseren sendt på mental sightseeing ned ad en parcelhusvej i forstæderne.

Vejen hedder Dantes Allé, og husene kunne være de forskellige etager i 'Den guddommelige komedie's helvede, hvis ikke det var, fordi indbyggerne ikke selv oplever deres dagligdag som en straf.

De behøver jo bare at kigge på betonblokken ovre på den anden side af mosen for at blive mindet om, hvor heldige de er, og hvilken social deroute det ville være at blive parkeret på etagerne der. Dem besøger man en for en i bogens sidste dele.

Han kan skrive
Det risikable ved Fruelunds projekt er, at så meget giver sig selv, når først brikkerne er stillet sådan op. Selvfølgelig er det på Dantes Allé, man finder præsten, stewardessen, læreren, advokaten, mens det er i opgangen i Mosehøj tv. og th., man finder invalidepensionisten, den gambiske buschauffør, det arbejdsløse ægtepar fra Tunis og de andre bistandsmodtagere. Selvfølgelig tiltager fremmedhadet, jo mere folk føler deres sociale position truet. Og så videre.

Men hvad der kunne være blevet til en selvkørende fordomsfabrik, er i stedet for blevet til en rigt nuanceret menneskelig komedie. Af en eneste grund: Fruelund kan skrive.

Det er en kunst at tegne et portræt på 10-20 linjer. Det er en større kunst at variere den slags portrætter, så man (næsten) ikke bliver træt af at læse hundrede af dem på stribe.

Nu og da på højde med Herman Bang
Åbningsnummeret er den lidt for salvelsesfulde præst, der egentlig ville have været skuespiller og nu i sin folkekirkelige rolle udfører ritualerne »med en lille indstuderet tøven« og holder prædikener »fulde af udråbstegn«. Vi ser ham gennem konens øjne. Hun er lykkelig over, at han ikke fulgte sin første teatralske indskydelse: »Hvis ikke der var et klart og utvetydigt budskab, er hun ikke sikker på at han ville kunne modstå sin egen charme«.

Den sidste halve bisætning giver hele manden. Fruelund er suveræn til at spidde folk sådan. Hvem kan ikke se for sig den tidligere klejnsmed og hans kone, den tidligere sygeplejerske, der er blevet for gamle til at rejse, men ikke til, iført deres pæne rejsetøj, at tage en tur i lufthavnen, invitere hinanden på et glas hvidvin og en øl og så studere de mange rejsende, mens de mindes Harzen, Madeira og Egypten.

Der er ikke kun gammeldags småborgerligt på Dantes Allé. Der hersker skam også moderne frisind. Her bor, helt uden at blive mobbet, parret, hvor »han er sygeplejerske, og han er læge«. Men det betyder ikke, at alle villavejens bøsser er kommet ud af skabet. Her bor nemlig også advokaten med det vibrerende overskæg, hvis kone tilbringer de lange nætter med at læse romaner i dagligstuen. Bøsseparret er de eneste på vejen, der kender advokatens hemmelighed. De har flere gange mødt ham »på en bar inde i byen«.

Sådan kunne man blive ved. De lever, skikkelserne i disse miniaturer. Der er i de bedste af dem den sære sammensmeltning af sarkasme og medfølelse, som Herman Bang har sat den høje standard for i dansk litteratur.

Punkterer symbolikken
Mellem de to socialgrupper i blokken og parcelhusene har Fruelund indskudt en mindre vellykket arkæologisk del. I hurtige glimt kører han lokaliteten igennem, fra dengang bøgen slog linden ud, over galgebakke, stavnsbåndets ophævelse, udflytning af landsbyen og frem til det industrielle elementbyggeris dage. En økonomiversion af Johs. V. Jensens 'Lange rejse', uden rejsende.

Vellykket er til gengæld Fruelunds brud på den megen realisme, en mand i et hvidt jakkesæt, som går på tværs af alle klasse- og vejskel, med et andet udseende, et andet bevægelsesmønster, så anderledes på alle måder, at man ikke ved, om han er en ufo, en engel eller en illusion. Indtil man får en god forklaring - som tilmed underbygger temaet om den danske indeklemthed.

Titlen - 'Borgerligt tusmørke' - er så tykt symbolsk, at Fruelund må punktere symbolikken og give den en eksakt leksikalsk forklaring. Det borgerlige tusmørke slutter, hedder det, når solen befinder sig 6 grader under horisonten. Så følger det nautiske og derefter det astronomiske tusmørke, inden det er så mørkt, at man kan styre efter stjernerne. Vi befinder os altså i tiden, før det rigtig alvorlige mørke breder sig. At det er sådan, det forholder sig med det liv, Fruelund observerer, giver hans bog en frysende og frydefuld fornemmelse af.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts