En forfatter, der er gået i stå med en roman og derfor i stedet skriver en roman om en forfatter, der er gået i stå med en roman ... Det er en gammel traver, og sådanne krikker er som regel bovlamme. Men den belgisk-franske forfatter François Weyergans har begået en underholdende og underfundig version af det kendte set-up med 'Tre dage hos min mor', der sidste år snuppede Goncourt-prisen for næsen af favoritten, den feterede surmås Michel Houellebecq. Noget rod Jeg indrømmer, at jeg aldrig havde hørt om Weyergans, før Goncourt-effekten indfandt sig, og jeg kender ikke andre bøger af ham. Men efter sigende skulle han referere ganske ofte til sine egne tidligere romaner, og denne her røber også, at han som tidligere filmkritiker ved en hel del om film. Hvor meget af 'Tre dage hos min mor' der er selvbiografi, og hvor meget der er fri fantasi, er svært at vide, og i øvrigt signaleres der spøgefuld upålidelighed hele vejen gennem bogens spejlkabinet af dækidentiteter: Forfatteren François Weyergans skriver om forfatteren François Weyergraf, der skriver om forfatteren François Graffenberg, der skriver om forfatteren François Weyerstein. I hvert fald de tre sidste har det til fælles, at de har et rodet skrivebord, et rodet privatliv, en rodet bunke projekter og et meget rodet forhold til deres rodekontor. På jagt efter livets mening Men som enhver antikvarboghandler ved, kan der findes åndfulde og skønne skatte selv i rodebunker. Det åndfulde ved romanen er på snedig vis dens kødelighed: De flerdobbelte François'er halser rundt i verden efter prægtige kvinder, mens deres ikke mindre prægtige hustru(er) venter rasende derhjemme, og denne røde, dunkende tråd gennem bogen trækker alle mulige andre erindringer med sig - om mediterende zenmunke, om gamle film, om rejser, om gode måltider, om læste bøger og hørt musik, og ikke mindst om François'ernes gamle mor, der måske en dag og alt for snart ikke er der mere. Weyergans (altså den autentiske François) er en ældre herre, årgang 1941, så han må selv kende virkningen af digressionernes og associationernes spring rundt i fuldkommen ustrukturerede minder: at man bliver klar over, at man egentlig leder efter livets mening, ikke desperat, som når man er ung, men med en vag fornemmelse af, at man jo havde den lige her, men hvor var det nu, man lagde den ... Portræt man gerne gemmer Der er en hel del visdom skjult i dette pulterkammer af en roman, og den tre- eller firdobbelte François er med sine mange fejl og skrøbeligheder et ægte menneske. Det er ham, bogen portrætterer, ikke den meget omtalte mor, og portrættet er godt nok til, at man gerne vil gemme det i sin egen rodekiste. Elisabeth Ellekjærs oversættelse er generelt letløbende og troværdig og bidrager til det gode indtryk af bogen; men det bekymrer mig, at hun undertiden er så lidt omhyggelig med detaljer. Det hedder f.eks. ikke en »strengekvartet«, men en strygekvartet, og en tiger har ikke »overskæg«, men knurhår.