Den norske Karin Fossum har tidligere udsendt to krimier på dansk med kriminalkommissær Konrad Sejer som gennemgående figur. Hendes nye psykologiske krimi 'Elskede Poona' har en hård, stram, tændt start. Hvor plottet er lige på og så uventet brutalt, at sproget står og dirrer længe efter. Krimien lægger ud som en traditionel blodtørstig sag, men udvikler sig snart til at være en psykologisk kriminalroman, der går meget tæt på folk i stressituationer. En nygift 38-årig kvinde fra Indien er lige landet i lufthavnen for at blive forenet med sin gom fra Elvestad. Nogle få timer senere bliver hun fundet maltrakteret til døde på en norsk eng. Og mens vi venter på, at Sejer kan træde til med sit opklaringsarbejde, er historien som følger: Gunder er sky og har altid passet sig selv og sit hus og sin bil og sit arbejde. Nu er han efterhånden blevet halvtreds år gammel på den måde. Da hans mor lå i den store sygehusseng og var ved at dø, sagde hun godt nok, at der også en skønne dag ville komme en kvinde i hans retning. Men der kom ikke nogen. Karin Fossum kan tegne menneskeportrætter, der emmer af varme og håb og også tilsyneladende enfoldighed, når Gunder lige nøjagtig sidder og drømmer om en indisk kone, mens lyset »fra læselampen varmede ham i det skaldede hoved«. Det er ikke bare venligt, det er også umanerligt hyggeligt. Og samtidig er Gunder stædig, charmerende, stille, værdig. Fossum kan gradvist lægge alen til et menneskes karakter, så man bliver nødt til at mene noget om ham. Han er et fixpunkt, hvorfra Karin Fossum langsomt kan få den psykologiske centrifuge op i omdrejninger. Bogen lever på, at den får nogle malende, tvetydige understrømme op at køre. I denne lille norske by foregår alt nemlig sidelæns og ad næsten grinagtigt lange omveje: Sexlivet, betroelserne, hvordan man planlægger sine frisørbesøg, hvordan man ikke siger noget til politiet, men alligevel får lagt sin viden fra sig osv. osv.