Glæde og smerte

Lyt til artiklen

Sangerinden Letty skal henrettes for et bestialsk mord på en bøddel og børnelokker. Strisseren og bådudlejeren Dave Robicheux kommer på sporet efter sin fortabte, forsvundne og myrdede mor, og at Letty måske er dømt uskyldig. Vi er i New Orleans og omegn, hvor sort og hvidt stadigvæk mødes bedst på skakbrættet. Og vi er altså endnu en gang i den fremragende James Lee Burkes fortættede, overophedede, voldelige, men smukke Cajun-land. Hvor mafiaens alligatorer går i hvide jakkesæt fra Armani og blæsten og borte ikke helt har taget stanken fra sumpen med sydstatslig fra fortidens borgerkrig, som ifølge både Burke og hans forbillede, William Faulkner, kan forklare alt tragisk og trist ved Dixiekulturen. Man kan ikke sige, at Burke fornyer sin model for romanerne om Robicheaux. Der er altid en stakkels afroamerikaner, som bærer rundt på slavetidens ar i sjælen. Der er altid korrupte strømere, som nikker skaller, som vi andre spejler æg. Der er altid en erotisk og delvis uafsluttet affære fra fortiden som sætter splid i nutiden. Der er altid Robicheaux' katolicisme tilsat lidt afholdsfilosofi fra AA. Der er altid en fordrukken og afstumpet privatdetektiv, god nok på bunden af sin sidste dåseøl, og en professionel psykopat, som selvtægter sig igennem plottet. Der er altid traumatiske sår fra Vietnamkrigen og altid en naturlyrisk humanisme, der glatter alt det hårdkogte ud. Der er altid masser af krydret mad og bittersød sex mellem folk, som har besluttet at blive gamle sammen. Ja, alt er meget det samme, som da vi sidst læste om Robicheaux og co. Men det gælder også spændingen og suset af stor litteratur. Thi nok kan Burke virke fortærsket i sin romanstruktur, til gengæld kan han altså noget med sprog, få i genren overhovedet kommer i nærheden af. Inde i hans krimi ligger der små afsluttede noveller, der minder gnistrende om Hemingways og Raymond Carvers åbne fortællinger om stakkels mennesker sovset ind i noget, som ligner en ond skæbne. Så 'Smertens vej' er vitterlig en storslået krimi med et sort og dog smægtende landskab, vi besøger igen og igen med genkendelsens glæde og smerte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her