»Åh, gid det var sådan, at når jeg tog hætten af min pen, gik dørene op til salens enestående koncert! Men der kommer bare blæk. Blåt og tavst«. Dateret 26. april 1994 og trykt i Kirsten Hammanns 'poetik' 'Bruger De ord i kaffen?', der udgives i samme bind som 'romanen' af samme navn. To forsider, ingen bagside, værsgo at vælge en dør og gå ind mod midten. Men uanset hvilken dør du vælger, handler bogen om skriveblokering, og hvad det gør ved en forfatter, som lever og ånder for ord. Jeg vælger at læse 'romanen' først ud fra den betragtning, at det er snyd at kigge i 'poetikken' efter en fortolkningsnøgle først. Det betyder et goddag til forfatteren Lotte Samuel, der skriver ca. fem sider om dagen, indtil hun kommer til at tænke på Ingvarsen eller Stilling, to slemme (forlags)stemmer, der vil vride en bog ud af stakkels Lotte. Det har de villet i syv år, men ordene er døde og hober sig bare op. Alle hendes dage ender i et punktum. Et par sider senere dukker Steffen Franta så op, Lottes herre, ham, der gav hende ordene til den første lykkelige bog, paradisbogen, som Lotte er blevet sparket ud af. Nu vil Steffen Franta have ordene tilbage, så han kan give dem til en anden. 'Romanen' beskriver Lottes kvaler med at skrive, hendes diskussioner med de tre stemmer, der invaderer hende overalt, selv i sengen, hendes trodsige insisteren på at bryde med romangenrens konventioner, og hendes kamp for at give sin person det navn, hun har, nemlig »Kvinden som var et bjerg, som var et skrig«. Men ligesom Peter Seebergs forfatterskab blev mere interessant, da han kom over sit nihilistiske nulpunkt i 'Fugls Føde', som er en af de romaner, Lotte Samuel refererer til, må man håbe for Kirsten Hammann, at hun en dag snubler over et par forløsende ord, der fører til fornyet originalitet. For selv om 'Bruger De ord i kaffen?' har sine oplivende øjeblikke og spændende sprogbilleder, læser jeg 'roman'-delen med en følelse af at kede mig bravt, og den følelse holder, lige til jeg vender bogen på hovedet.