I den ny udgave af 'Danske digtere i det 20. århundrede' står der et helt kapitel om digteren Lars Bukdahl. Kritikeren af samme navn har offentligt erklæret, at det synes han, er for meget. Hvilket tyder på, at kritikeren Bukdahl har større sans for kvalitet og proportioner end digteren. Det samme tyder dagens digtbog på. Kan De huske remsen med 'alle børnene ... undtagen ...', der grasserede for en halv snes år siden, altså sætninger af typen: alle børnene er til mors dag undtagen Lars, han er til fars? Sådan er denne bog skruet sammen. »Det var et chok for sheiken, at ...«, begynder alle digtene, som der ifølge titlen er så mange af, at det er lige før, man hører ham gentage sig selv for 117. gang. Og så fortsætter det med et eller andet ordspil. Sheiken spørger, hvad vej han vender hovedet, når han skal bede, mod mokka eller mod Mickey, hans kirke er måske en moske, han trækker et hjerter es, der siger spar to, hælder vin ud af ørerne, foretrækker demokrafemten for demokrati og ser poeten som den hvide mands barde, mens han lægger øret til sin tekop og hører, at hans sukker sukker, og er dog i stand til at holde sand for tunge.
Hvad laver den Buk i den Dahl?
Lyt til artiklen
