0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fruen fra havet

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Havet blinker læskende allerede på bogens omslag. Det store element i en rolig stund, tryghedens uendelige favn dér for enden af verden. Kvinden i Gerz Feigenbergs nye roman 'Mælk og honning' elsker sit hav. Hun besøger det dagligt, traver langs det i al slags humør og møder sig selv og sine valg der i strandkanten.

Som en anden Ellida Wangel drages hun i bedste og farligste Ibsen-forstand af havet. Ikke kun af dets hjemlige brusen men også og især af dets uudgrundelige dyb, som rummer eventyret og drømmen om Den anden, om Det andet. Måske ved hun det ikke selv, men forfatteren, der er lidt af en sørøverpsykolog i forklædning, gør. Han ved at denne midtvejskvinde må se sin ungdoms havmand i øjnene en sidste gang.


I Ibsens 'Fruen fra havet' vender havfruen tilbage til sin mand. Det er langt fra sikkert, at Gerz Feigenbergs Nina gør det samme. I 'Mælk og honning' er der ingen forstenet ægteskabsmoral at navigere efter, ingen tryghed der ikke kan vise sig at slå over i kaos og oprørt hav.

»Jeg er koblet fra. Det kan være, at sådan noget sker en gang imellem, at nogen pludselig løsner sig fra alt og glider ud i deres egen bane«, siger Nina på et tidspunkt, hvor hun må vælge ensomheden for at forstå alt det, der er eller burde være dets modsætning: forholdet til ægtemanden, jobbet, datteren og de trofaste veninder.

Hun får ubeskrevne breve uden afsender, hilsner fra fortiden der på et eller andet tidspunkt kræver svar. Og vist føler hun, at en fremmed er fulgt med hende ind i ægteskabet med Lothar. Kunstneren, der i malende stund kun er forbundet til hende og virkeligheden »med en sytråd«.


Det er i beskrivelsen af Ninas nære relationer, Gerz Feigenberg når helt ind til brystbenet af en 'moderne kvinde' uden at nærme sig klichélitteraturens 'moderne kvinder', der har det med at være krampagtigt rigtige eller neurotisk sammensatte.

Hvordan det lykkes? En nærliggende forklaring er, at en mand har lettere ved at frigøre sig fra kvindepolitiske dagsordner og skrive forbi damelitteraturens selvironiserende takt og tone. Hvilket nok også er noget af forklaringen.

En anden er den eksotiske tilbøjelighed, som altid afslører sig i Gerz Feigenbergs tekster, og, som i passende mål, gør hans personer lidt mere end gennemsnitlige og gennemskuelige fra side 1. Nina er sygeplejerske, mor og provinsboer, men de biografiske data holder hende aldrig fast i rammen. Det er en smuk (og velskrevet) gestus fra forfatterens side.

Men det er samtidig denne tekstens eksotiske udlængsel, der sætter sig igennem som et lidt for livligt mylder af fremmede mænd og kulørte historier fra de syv have. Det bliver for meget - ikke for havfruen Nina - men for en læser, der gerne vil tro på, at hun er af denne verden.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce