0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lige på

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Claus Handberg Christensen (f. 1970) debuterer i dag med '320 pund', en solid samling digte der handler om basale størrelser som krop, tid, begær, erindring og død. Tonen er nøgtern uden at være distanceret og alvorlig uden at være alvorsfuld: Her digtes kort sagt lige på, uden meta-litterære svinkeærinder og ironiske parader.

Der er hverdagsnære situationer (hvoraf nogle er skrevet i prosa), der er koncentrerede syn, der er erindringsglimt, og der er små refleksioner.

Det der slår én ved første gennemlæsning, er at det slet ikke virker som en debutbog: Her er ingen tøven og prøven sig frem; fra første digt taler en sikker, ja næsten dreven stemme med mundret musikalitet, skarpe detaljesansninger og ikke mindst en masse billeder som både er godt set og sprogligt smukt udført: kattens røvhul som »en bleg donut« eller brændingen som bølger der stiller sig på bagbenene »før de højlydt vælter i hinandens vinkler«.


Flere af billederne gentages og varieres i løbet af bogen: havet, vinden, solen og træet hører til blandt disse ledemotiver. Et andet motiv som dukker op et par gange, er billedet af ringe i vand som bl.a. bruges som metafor for årsag og virkning, f.eks. her hvor digtets jeg, måske i drømme, søger tilbage mod den første årsag til sin egen eksistens:

»Jeg lægger mig under dynen og kravler i små ryk/ hen over ringene, hen over mine nærmestes historie,/ ind til det sted hvor nogle for første gang/ tabte noget i vandet og ingen ænsede det«.

Tid, krop og erindring er knyttet sammen i denne kredsen om det som er forsvundet ud af tiden. Også begæret og døden hører til i denne knude af temaer fordi de repræsenterer måder man selv kan forsvinde ud af tiden på.

Denne tematiske knude og den nøgterne stil kunne - sammen med et par liste-agtige opremsninger - tyde på en vis inspiration fra Morten Søndergaards poesi. Men Handbergs digte er ikke så komplekse og kaos-afsøgende som Søndergaards, de er enklere og klarere i deres struktur.

Det er sjældent man ser en debutbog som er så gennemarbejdet. '320 pund' er meget mere end en lovende debut. Den er fuldstændig overbevisende.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce