Claus Handberg Christensen (f. 1970) debuterer i dag med '320 pund', en solid samling digte der handler om basale størrelser som krop, tid, begær, erindring og død. Tonen er nøgtern uden at være distanceret og alvorlig uden at være alvorsfuld: Her digtes kort sagt lige på, uden meta-litterære svinkeærinder og ironiske parader. Der er hverdagsnære situationer (hvoraf nogle er skrevet i prosa), der er koncentrerede syn, der er erindringsglimt, og der er små refleksioner. Det der slår én ved første gennemlæsning, er at det slet ikke virker som en debutbog: Her er ingen tøven og prøven sig frem; fra første digt taler en sikker, ja næsten dreven stemme med mundret musikalitet, skarpe detaljesansninger og ikke mindst en masse billeder som både er godt set og sprogligt smukt udført: kattens røvhul som »en bleg donut« eller brændingen som bølger der stiller sig på bagbenene »før de højlydt vælter i hinandens vinkler«.
Lige på
Lyt til artiklen
