Den gennemgående manér i disse tekster er firkanten. En lille blok prosa, fra fem linier til en side, så lidt luft, og så en ny firkant, et kvadrat eller et rektangel. Man kan næsten høre skribenten krydse fingre og håbe der sker noget i mellemrummene mellem firkanterne. Det gør der ikke for tit. Ofte er der så få firkanter, at den samlede tekst ikke kommer meget over en side eller to. Måske er det derfor, det er en tekst på hele ti sider, uden firkanter, der har gjort mest indtryk på mig, en måske lidt gammeldags portrætnovelle om en ung ensom kvinde. Dens blanding af realisme og stilisering er forbløffende sikker. Forfatteren, Henriette Møller, 25 år, præsenterer sig som elev på forfatterskolen. Det samme gør den tre år ældre Nina Søs Vinther, hvis surrealisme afkræver respekt. Af de to glimrende bidrag kan man dog ikke slutte, at forfatterskolens bidragydere hæver antologiens samlede niveau. Nogle af bogens tyndeste, mest eftersnakkende bidrag kommer fra folk med samme skole på visitkortet. Andre har ifølge forordet været på skrivekursus på Testrup Højskole, men det skilter den enkelte dog ikke med. Atter andre, oplyses det, har reflekteret på en annonce. Som debutantantologi udmærker denne bog sig ved sin aldersspredning. Den tidligere grønlandsminister Tom Høyem, 60 år, har set et grædende barn i Albanien og er brudt ud i vers herover. Den 80-årige mag.art. Else Klange mindes en episode, det samme gør den 69-årige møbelrestaurator Anton Jepsen, begge livagtigt og nydeligt fortalt.
Små firkanter
Lyt til artiklen
