0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vaginas vilde sang

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der var engang en mand, som fortalte mig, at han ikke syntes særligt godt om hverken de mandlige eller de kvindelige kønsorganer.

Det var den afdeling af halvfjerdsernes feminisme, som tiltalte ham mindst. Det mandlige lem var ikke særlig smukt, den kvindelige vagina forekom ham ikke som et organ, der kunne udsmykkes med læderjakke, silkekimono eller balletskørt og sige ah og uhm.

Faktisk anså han den sværmerisk-selvhenførende tale om vaginas skønhed for at være det mest kvalmende i kvindesagen - en totalt komisk objektivisering, som glemte, at sex begynder i hjernen. Jeg tror, han havde ret. Det tror jeg stadig.


Derfor er det svært at læse Eve Enslers dramapoesi, som hun rejser rundt med i USA: 'The Vagina Monologues' - dramatiserede interview med 200 kvinder, som fortæller om deres vagina. Vagina kan som sagt tage sig meget forskelligt ud og være iklædt blonder eller militærstøvler, subsidiært en alpehue eller en regnfrakke, og allerede her står jeg af. Det bliver ikke bedre på side fem, hvor en anonym vagina siger »nam nam, å ja - det var bedre. Ja, dér. Dér«.

Den gamle feminist Gloria Steinem har skrevet forord til bogen og finder på hver side styrken til at sige det uudsigelige, en udrensning af fortidens negative holdninger, en personlig og kropslig måde at forholde sig til fremtiden på.

Hun mener f.eks. at religionen er patriarkalsk, og hun vandrer ned gennem et tempels centrale (vaginale) midtergang og ser to buede, ovariale konstruktioner på hver side, og i den hellige midte ser hun alteret, eller livmoderen, hvor miraklerne sker, og den mandlige præst føder. Ligeledes ser hun de små pigers hjerter som ufuldkomne vaginaer. Hendes ønske er, at mødrene før hende skulle havde vidst, at deres krop var hellig.

Her er vi vel ved den allermest uhyggelige snak, som også er pointen i bogens monologer. Er der et sted på kroppen, som er mere helligt end andre steder? Og i så fald hvorfor? Hvorfor er min tå og min navle ikke lige så hellige? Velsagtens fordi de ikke er specielt seksuelle. Men at helliggøre seksualiteten er en middelalderlig sortekunst, som amerikanerne er specialister i - måske fordi deres miljø op igennem århundrederne har været meget mere puritansk end det europæiske - ja hvad ved man.

»Min vagina er en muslingeskal, en tulipan og en skæbne. Jeg kommer som jeg er ved at forsvinde, min vagina, min vagina, mig«. Jeg er mig pinligt bevidst, at det jeg sidder og skriver er det rene nonsens. Det er heller ikke tabuafdækkende nonsens. Det er ikke til at sige, hvad det er for en slags nonsens.


I USA har de en V-dag, som jeg først troede var Valentines Day, men det er det ikke. Den danske udgave af bogen har udeladt afsnittet om V-dagen, som vistnok går ud på afblæse volden mod kvinder. Det er jeg med på. Men afblæs venligst enhver vold mod kvinder, voldtægt, klitorisomskæringer og ganske almindelig vold, you name it. Jo mere eksplicit kvinder identificerer sig med deres køn, jo mere nedværdigende bliver de behandlet.

Også det muslimske tørklæde er en slags vagina, og jeg ser i en pludselig inspiration, hvilken mægtig beskyttelse og hvilket afmægtigt tab de muslimske kvinder render rundt med, fordi de har anbragt deres vagina så demonstrativt på hovedet. Sådan kunne man blive ved med at ævle, og Gloria Steinem er en mesterlig ævler, men jeg kan da også avis-ævle.

Forfatterinden har også spurgt en seksårig pige om hendes vagina. Hvis din vagina skulle klædes på, hvad ville den så være klædt i, spørger hun minsandten. Barnet svarer: »Røde basketballstøvler og en Mets-kasket, der sidder omvendt«. Åh, håh. Her er et barn, som tidligt bliver indført i samtidens seksuelle talemåder, selv om hun forsøger at smyge sig udenom. Lad så det barn være i fred, tænker man.

Mest henvender bogen sig vel til den lesbiske kvinde, som måske kan føle beskæftigelsen med vagina som et kald. Bogen er velment, ikke pornografisk, og det er næsten det værste. Hvad specielt er der ved din vagina? »Jeg ved at den langt inde har en virkelig god hjerne«. Hvad lugter din vagina af? »Snefnug«.

At finde nøglen, at låse vaginaens mund op, at frisætte denne stemme denne vilde sang! Nej, jeg giver op!

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce