Den hede hule hovedskal

Christina Hesselholdts nye bog lykkes ikke helt. Foto: Claus Lunde
Christina Hesselholdts nye bog lykkes ikke helt. Foto: Claus Lunde
Lyt til artiklen

Christina Hesselholdts 'Kraniekassen' er en lille skrap morbid sag. Der findes rum, vi kun har lyst til at haste igennem, og sindstilstande vi nødigt oplever mere end en gang. Ikke desto mindre har Hesselholdt samlet adskillige af disse undtagelsestilstande og -steder i en bog, så vi kan studere dem under lup. Mennesker har jo altid været tiltrukket af morbide ting og sager, korslagte knogler, strådøden, og jeg skal komme efter dig. Og bogen lykkes da også bedst, når Christiana Hesselholdt rammer et fandenivoldsk sørøveragtigt toneleje. En robust nysgerrighed i forhold til døden. F.eks. kommer læseren med på en tur ned i hospitalets underjordiske gange, hvor sirenerne synger deres sang på en særlig måde. Det er »en raslende tur gennem de overbelyste gange, forbi tomme senge, der stod skubbet ind til væggen, forladte og glubske, og måske var sengene ligesom sirenerne, der lokkede sømændene til sig med deres skønne sang, så skibet knustes mod skarpe rev; sengen, man magtesløs sank ned i og ikke rejste sig fra«. Sørøvermentaliteten dukker op flere gange, også i den sømandsagtige titulering af »den hede, hule hovedskal«. Men ellers er den ligefremme snak om døden desværre ikke det, der er mest af i 'Kraniekassen'. Bogen har form som en kværnende bevidsthed, hvor ikke færre end seks jeg'er snakker med, mens hovedpersonen Agnete prøver at holde mandtal over dem. Mens knæveren går, bevæger 'Kraniekassen' sig ud i de forskellige upassende sindstilstande: Vanvid, søvnløshed, dødsdrift og ind imellem blottet kønsliv. Bogen udvikler sig til et panorama eller katalog over ting, vi plejer at nærme os forsigtigt, fordi det er farligt og endda dødeligt. F.eks. dukker den tyske Ludwig op flere gange i bogen. Ludwig II var konge af Bayern og endte med at blive dømt sindssyg. Men inden forsømte han sine pligter som royalt overhoved. Han sov om dagen og læste og red om natten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her