Det er ti år siden, Birgitte Livbjerg sidst har udsendt en roman, men nu kommer hun med en noget dyster, historisk roman om en af De Dansk- vestindiske Øer i årene op til salget af øerne til USA. Læseren får dog ikke at vide, hvilken af øerne, der er tale om, ligesom Danmark ikke nævnes, læseren hører kun om Moderlandet, et fjernt og uopråbeligt sted, der ikke kan gøre ret meget for menneskene på øen. Truslen om salg har hængt som en skygge over øen i mange år, men endnu er det ikke sket, og befolkningen svinger mellem en tro på, at øen kan blive selvstændig ganske vist med alt, hvad det indebærer af svært løselige, uoverskuelige problemer og en frygt for, hvad det vil sige at være underlagt amerikansk overherredømme. Det er dog ikke de langsigtede politiske perspektiver, der optager flertallet af sjælene på øen. Det er de langt mere basale og jordnære: Hvordan får mine børn mad i aften, hvordan overlever jeg i et kærlighedsløst ægteskab, hvordan undgår jeg at blive voldtaget i dag, og har jeg - hvad enten jeg er mand eller kvinde - overhovedet nogen chance for at få et nogenlunde ordentligt liv? På øen lever en lille hvid overklasse, der ganske vist er ved at ruinere sig selv, en mellemklasse bestående af farvede og endelig et proletariat af frigivne negerslaver. De frigivne har aldrig fået nogen jord, som de kan dyrke på egen hånd, så de er næsten mere afhængige af plantageejernes forgodtbefindende som frigivne, end de var dengang, de var slaver. Hertil kommer unge danskere, der gør tjeneste som gendarmer, og som bliver involveret i livet på øen - nogle fatalt.