Atter får vi en hæsblæsende spændingsroman af Gerald Seymour, den engelske forfatter, vi skylder bøger som 'Snigmord', 'Sorte vilkår' og 'Snigskytten'. Hans speciale er de tykke internationale thrillere, gerne med afsæt i aktuelle politiske forviklinger, således i Nordirland og Mellemøsten. Han opererer ofte med en lejemorder, måske med ideelle motiver, og med en pæn mand i knibe, måske med en grumset fortid. Personerne er sammensatte hos Gerald Seymour, og hans handlingsmønstre er sandelig også sammensatte. Han krydsklipper med flid, som var det en ældre Hollywood-film, men hans teknik er så sikker og hans menneskeindsigt så klog, at læseren rives umiddelbart med. Han står lidt i skyggen af John le Carré og Frederick Forsyth, og det er vist uretfærdigt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























