0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kan man løfte det faldne?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den mest kendte af Selma Lagerlöfs 'Kristuslegender', som hun skrev i begyndelsen af århundredet, er vel den om Judas og Jesus, der leger sammen som små børn. 'Nazaret' hedder den.

De får noget potteler og skaber lerfugle, og Jesus' lerfugle er vidunderlige og farvestrålende. Han stikker hånden ned i lervandet og giver de små fugle en diamantagtig glans - mens Judas' fugle er grimme og klodsede.

Så bliver Judas vred og planter sin brede fod på Jesus' fugle, men Jesus redder dem og siger »flyv!«, og fuglene strækker vinger og redder sig op på taget, mens Judas græder i jalousi og afmagt.

Så kommer Maria til - hun har hele tiden iagttaget børnene, og nu tager hun Judas op på skødet og siger til ham, at han er et stakkels barn - han skal ikke prøve at male med solskin og puste livsånde i det døde ler. Det menneske, som forsøger på det, vil blive det ulykkeligste af alle mennesker.

Grunden til at vi husker Selma Lagerlöfs legende, er at vi genkender historien fra P.O. Enquists 'Billedmagerne', hvor fotografen Julius i stykkets slutning fortæller Selma Lagerlöf, at han altid har følt væmmelse ved slutningen.

»Jeg blev så ked af det. Og vred. Om dr. Lagerlöf undskylder. Den dær Maria kunne vel ikke vide hvad det var Judas havde i hænderne ... hans lerfugle skulle man vel ikke se ned på?«.

P.O. Enquist finder historien stødende og ser hele Selma Lagerlöfs kristendomsforståelse i lyset af sin polemik - en indsigelse, som i 'Billedmagerne' får en dramatisk korrigerende effekt. Selma indrømmer faktisk, at hun har gjort Judas uret. Sådan er kristendommen ikke. Den vil ikke afvise det svage menneske, den vil ophøje det dybt faldne.


Om den rigtige Selma Lagerlöf er enig med sin forfatterkollega, tvivler jeg stærkt på, men det var egentlig heller ikke hendes kristendom, man diskuterede i anledning af 'Billedmagerne', selv om stykket i virkeligheden allermest er en protest mod den.

Hendes religion er meget anno 1904 - det vil sige: fast, dogmatisk og med det særlige synske greb, som løfter det kristne livsindhold op i en højere himmelsfære - og efterlader de svage i afgrunden.

Historien om Vorherre og Skt. Peter er et andet eksempel. Skt. Peter sidder i Paradis og er bedrøvet over, at hans moder er efterladt i Helvede. Straks flyver en engel ned for at hente hende, og på vejen op hægter mange af de ulykkeligt nedfarne sig fast til hende i håbet om at komme med - men hun løsner deres greb, så at de en for en tumler tilbage i afgrunden.

Til sidst er hun alene - men nu er hun blevet for tung til englen, som skiller sig af med hende på kanten af Paradis, og hun synker tilbage i elendigheden. Skt. Peter græder, men Vorherre forklarer ham, at hvis du ikke elsker din næste som dig selv, er der intet fristed på jorden, hvor smerten og elendigheden ikke kan nå dig.

Skulle vi have hejst Skt. Peters mor op?


Det er barmhjertigheden, som frelser, siger Lagerlöf, og har ingen barmhjertighed for de ubarmhjertige. Da det er de fleste, har hun ingen hverken generel eller sofistikeret barmhjertighed at gøre godt med, og man læser fortællingerne vel vidende, at deres kristne morale er uovertruffen i sin konsekvens og i sproglige skønhed, men næppe i overensstemmelse med en moderne folkekirkekristendom, som har lagt lovbrud og dom bag sig og kun taler om troen som frelse.

Det er karakteristisk, at den lille rødhals siden tidernes morgen bad om at få sin farvepragt, men først fik den, da den med næbbet fjernede en torn fra Kristus' tornekrone og gennem hans blod fik brystet og halsen til at skinne rødt. Medlidenhed, barmhjertighed.

Anne Marie Bjerg har oversat 'Kristuslegenderne' - og har sikkert ikke haft det let. Her er præcise, men usædvanlige danske ord - »de trende« om de tre, f.eks., men der er også ord som skurrer i ørerne.

Hvad med den gamle (døde) farmor, som er fortællingernes egentlige ophavsmand - »men farmor gad ikke svare mig, hun fortalte videre...«. At gide findes ikke på svensk - (hvad de kan være glade for!) - hvilket ord findes så? Det er ikke let, man kan spekulere i timer.

Bogen er en klassiker, letlæst og fuld af tankefylde, sært aktuel og fra en svunden tid.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce