Den mest kendte af Selma Lagerlöfs 'Kristuslegender', som hun skrev i begyndelsen af århundredet, er vel den om Judas og Jesus, der leger sammen som små børn. 'Nazaret' hedder den. De får noget potteler og skaber lerfugle, og Jesus' lerfugle er vidunderlige og farvestrålende. Han stikker hånden ned i lervandet og giver de små fugle en diamantagtig glans - mens Judas' fugle er grimme og klodsede. Så bliver Judas vred og planter sin brede fod på Jesus' fugle, men Jesus redder dem og siger »flyv!«, og fuglene strækker vinger og redder sig op på taget, mens Judas græder i jalousi og afmagt. Så kommer Maria til - hun har hele tiden iagttaget børnene, og nu tager hun Judas op på skødet og siger til ham, at han er et stakkels barn - han skal ikke prøve at male med solskin og puste livsånde i det døde ler. Det menneske, som forsøger på det, vil blive det ulykkeligste af alle mennesker. Grunden til at vi husker Selma Lagerlöfs legende, er at vi genkender historien fra P.O. Enquists 'Billedmagerne', hvor fotografen Julius i stykkets slutning fortæller Selma Lagerlöf, at han altid har følt væmmelse ved slutningen. »Jeg blev så ked af det. Og vred. Om dr. Lagerlöf undskylder. Den dær Maria kunne vel ikke vide hvad det var Judas havde i hænderne ... hans lerfugle skulle man vel ikke se ned på?«. P.O. Enquist finder historien stødende og ser hele Selma Lagerlöfs kristendomsforståelse i lyset af sin polemik - en indsigelse, som i 'Billedmagerne' får en dramatisk korrigerende effekt. Selma indrømmer faktisk, at hun har gjort Judas uret. Sådan er kristendommen ikke. Den vil ikke afvise det svage menneske, den vil ophøje det dybt faldne.