0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livets mening - og så det løse

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At det halve undertiden kan være mere end det hele, strider ganske vist imod logikken, men er en gammel lov i kunsten: Hvis det hele er forklaret og sat på plads, hvor er så det dér vibrerende spørgsmål, som skal få beskueren til at sætte det i bevægelse?

På en paradoksal måde rammes den norske litteraturmillionær Jostein Gaarder af denne lov. Paradoksalt, fordi hans nye roman 'Maya' er så smækfyldt med spørgsmål, en umættelig og for så vidt også grumme stimulerende nysgerrighed på livets art og mening.

Men alligevel stivner og dør den kunstnerisk set mellem Gaarders og læserens hænder, netop fordi den vil have det hele med - lige fra The Big Bang til læserens egen død.

Lad gå i et essay, men skal det hæftes op på en kærlighedshistorie eller to-tre styks af slagsen, hvor replikker svulmer til manifester i et system af fortællersynsvinkler, der er lagt inden i hinanden som kinesiske æsker - ja, så mærker man altså den sympatiske hensigt og bliver ikke fest- men forstemt. Grå, kære ven, er alskens teori ...


Det tager nogle milliarder år at skabe et menneske. Og det tager et par sekunder at dø«. Denne erkendelse af individets lidenhed målt med udviklingshistoriens alen udgør al teksten på bogens sidste side. Suppleret med symbolet for Hjerter Konge, for de sidste 52 sider er den slags sentenser fordelt på lige så mange spillekort, der tilsammen udgør et Manifest. Muligvis muret inde et sted, hvorfra det først skal hentes frem ved næste årtusindskifte.

For ligesom Gaarder selv (se interviewet her i sektionen) er hans personer besat af tanken om tiden og døden, hønen og ægget og livets tilfældighed eller dets eventuelle mening.

Er frembringelsen af bevidsthed en art 'formål' med The Big Bang for femten milliarder år siden? Og er det så ikke sandsynligt, at andre tilfælde af intelligent liv i universet har to forlemmer, ligesom de han- og hunprimater, der i romanens begyndelse mødes på Fiji øen Taveuni, hvor man kan stå med det ene ben i i dag, det andet i morgendagen, ved ded at datolinien lige løber forbi dér.


I formålstanken lukker filosofiformidleren Gaarder altså (en eller anden) Gud ind ad bagdøren, men skynder sig jo samtidig at erindre om, at den teleologiske verdensforklaring - altså virkningen som en 'formålsårsag' til en udvikling - har Aristoteles skam gjort det af med for nogle årtusinder siden.

Men den engelske forfatter og nybagte enkemand John, hvis egen roman er yderste skal om fortællingen her, kan ikke helt frigøre sig fra tanken. Det kan heller ikke næste lag, den norske udviklingsbiolog Frank, der skriver et grumme langt brev til spanske Vera, som han måtte adskilles fra, da deres fælles barn døde.

Frank og Vera - altså 'oprigtig' og 'sand' på hendholdsvis engelsk og italiensk - spejler endda deres sørgelige kærlighedshistorie i Ana og José - Jomfru Marias mor og mand. Og Ana ligner oven i købet fuldkommen maleren Goyas påklædte og nøgne Maya på de to berømte malerier.

Maya er til gengæld et religiøst indisk begreb, belæres vi af langlemmede Laura, en ung australsk hunprimat, der deler navn med modtageren af Petrarcas kærlighedsdigte, men også er taget til Fiji i anledning af det tilstundende årtusindskifte.


Hele dette persongalleri leger en sent gennemskuelig spionleg med hinanden, alle i den dybere erkendelseshensigt at fremstille en forståelse af deres eget korte liv og dets plads i universets lange ditto.

En forfriskende afbrydelse af rækken af ædle sandhedssøgere er den jordnært og kynisk talende gekko Gordon. Den er opkaldt efter en flaske gin og vistnok Franks indre stemme, men selv her bevæger vi os trods gemytligheden inden for 'den sokratiske dialog': Vi spørger til opklaring, aldrig tilfældigt - selv i en brandert.

Når denne højt begavede og belæste leg altså mislykkes som roman, er det, fordi den ikke får lov at underlægge sig legens præmisser. Gaarder er pædagog, før han er kunstner.

Hans filosofiktion fungerer som underholdende indføring i erkendelsesgåder og evolutionslogik - men handlingsskelettet af fiktion griber aldrig for alvor. På den måde lykkes det ikke ganske at få romanen til at svæve selvskabt som det 'TV-selvskab', der ved en sigende trykfejl har møvet sig ind på side 64.

Hvor selvskabt ikke blot universet er, men også vort billede af det, ser Gaarder skarpt:

»I øjeæblerne kolliderer udsyn og indsigt, skaberværk og eftertanke. Synets janusfrugter er en magisk svingdør, hvor den skabende ånd møder sig selv i det skabte. Det øje, der skuer ud i universet, er universets eget øje«.

Så sandt - men en roman, der skal slæbe på den slags manifester, tynges selv til jorden under sin selvbeskuelse.