At det halve undertiden kan være mere end det hele, strider ganske vist imod logikken, men er en gammel lov i kunsten: Hvis det hele er forklaret og sat på plads, hvor er så det dér vibrerende spørgsmål, som skal få beskueren til at sætte det i bevægelse? På en paradoksal måde rammes den norske litteraturmillionær Jostein Gaarder af denne lov. Paradoksalt, fordi hans nye roman 'Maya' er så smækfyldt med spørgsmål, en umættelig og for så vidt også grumme stimulerende nysgerrighed på livets art og mening. Men alligevel stivner og dør den kunstnerisk set mellem Gaarders og læserens hænder, netop fordi den vil have det hele med - lige fra The Big Bang til læserens egen død. Lad gå i et essay, men skal det hæftes op på en kærlighedshistorie eller to-tre styks af slagsen, hvor replikker svulmer til manifester i et system af fortællersynsvinkler, der er lagt inden i hinanden som kinesiske æsker - ja, så mærker man altså den sympatiske hensigt og bliver ikke fest- men forstemt. Grå, kære ven, er alskens teori ...
Livets mening - og så det løse
Lyt til artiklen
