Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På sporet efter den tabte Thomsen

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Langsomt: Det er første ord i det første digt i Søren Ulrik Thomsens første digtsamling, 'City Slang'. Med dét ord debuterede han som femogtyveårig i 1981, og når hans syv bind Skriftlige Arbejder nu i dag kommer ud på kassette, er det stadig dette digt, som er det allerførste:

»Langsomt skriver jeg ordene
ét for ét går de ud på papiret
langsomt svæver koppen
fra bordet mod munden
langsomt bevæger min krop sig
fra gaden ad trappen til stuen
langsomt taler jeg mod
telefonmikrofonen
langsomt lægges din arm om min hals
mit hoved mod dit bryst -
hurtigt
slynges syn gennem øjet, lyd gennem ørets tragt
en anelse lyser i mikrosekund
et sted i nervernes net
huden tar hastigt imod
det kolde og varme, det hårde og bløde
hurtigt går alting ind
men
langsomt, langsomt ud«

Således talte den tidlige Thomsen i rockmusikalske ryk mellem du og jeg, hårdt og blødt, ind og ud. Langsomt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på allerførste ord i en anden, kær kassette, dén med 'På sporet efter den tabte tid' af Marcel Proust. Longtemps lyder her det første ord, som ikke betyder lang-somt, men lang-tid.

Og nu er der gået lang tid, tyve år, siden Thomsen debuterede, og siden har han lige så langsomt skrevet syv bøger, som fra i dag kan fås samlet i en smuk kassette af Knud Odde. Vi er på sporet efter den tabte Thomsen.

Allerede seks år efter 'City Slang' proklamerede han de første linjer af et digt i samlingen 'Nye Digte' (1986):

»Jeg er så træt af rockmusikken
den er en kniv der blir ført hen over kraniekassen
parallelt med migrænen der løber lige under -
der er intet i den, som ikke også er i mig
og så ryger den i sengen.
(...)«

Det er nok ikke så sikkert, at digtet bare handler om rockmusik, men læst i forhold til 'City Slang' er der alligevel indbygget en afsked, et farvel til den verden, som var de første digtes. En tabt verden og en tabt Thomsen.

Og selv om hverken dette eller alle de andre digtes mange jeg'er er identiske med digteren himself, så er der frem gennem hans samlede skriftlige arbejder hele tiden dette farvel til en livsfase og goddag til en ny. Som sangen siger: For de gamle, som faldt, er der ny overalt.


Søren Ulrik Thomsen er eksistensens digter; det korte liv, den lange kunst, døden som alle digteres vilkår, og gad vist, om ikke det er derfor, man griner så godt med dem.

»Der er en infernalsk larm fra gaden / og fra de år der er væk« hedder det, baglæns, i 'Nye digte' og forlæns: »jeg længes efter en større, en / næsten uhørlig / musik«. Tab, længsel, latter.

På dét tidspunkt i 1987 var S.U.T. enogtredive år gammel og godt på vej til midten af livets bane, Dantes og den Guddommelige Komedies famøse femogtredive år. Og dét år kom efteråret ikke langsomt, men hurtigt: »Så blev det sensommer«, hed første digt i samlingen fra 1991, 'Hjemfalden', og i sin helhed:

»Så blev det sensommer,
eftermiddag og sen eftermiddag.
Langsomt løber arbejdet ud -
igen har vi gjort, hvad vi kunne
og mere til i et vist interval:
En times søvn er helt på sin plads.
Da vi vågner er alting blikstille;
solen, der er stærkest, er netop forsvundet,
og erkendelsen skinner som et helt hospital.
Så flyder månen over af alt sit lånte lys«

Thomsen er femogtredive, arbejdet løber ud, men heldigvis kun langsomt. Og det med de femogtredive behøver man ikke regne sig frem til på sin lille digitale Dante-maskine, man kan bare læse næste digt i 'Hjemfalden', som indledes med stroferne »For hver rose vi om natten føjer til livet / trækker dagen en sorgløs fortolkning fra«, og som længere nede annoncerer:

»Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange
til at komme mig over de første«


Hvis det stod til mig, var tillægsbevillingen på de næste 35 år allerede gået igennem. For det ville med Thomsens biorytme på ca. en digtsamling pr. 4-5 år sige ca. 9 samlinger endnu, og dem har man ligesom brug for, når man selv er født i 1956 og gerne vil gelejdes igennem til nye stadier på livets vej.

Når samlingerne arriverer, så standser man op og tænker med Thomsen; og i de fire år indimellem er der god tid til at få passet sine forretninger, eller som det hedder i et andet, kort digt fra 'Hjemfalden':

»En gang om dagen er ensomheden så stor,
at man ikke kan stille noget op med den.
Og én gang er lykken.
Indimellem må man så se at få ordnet sine ting«

Ni samlinger endnu, sagde jeg, men mente otte, for den første af de ni er jo allerede kommet. Den hedder 'Det skabtes vaklen', den udkom i 1996 og første oplag var udsolgt på udgivelsesdagen.

Søren Ulrik Thomsen, som ellers en gang har sagt, at »man må først og fremmest være fornem«, er gået hen og blevet noget nær en folkekær forfatter. Han er også gået hen og blevet fyrre og lidt til. Og se nu, om ikke også det gælder et jeg i det digt fra samlingen, som hedder 'Først illusionen, så desillusionen':

»Enhver skal nok blive svaret
sit, men i dag, hvor Stockholmsgade i støvregn
ligner min barndom og jeg en voksen,
er jeg fyrre og fuldstændig færdig
med at komme til verden«

Bemærk venligst, at den fyrreårige altså ikke er færdig, han er blot for alvor kommet til verden, blevet voksen simpelt hen.

Men som allerede titlen på denne den seneste af Thomsens digtsamlinger siger, så er der noget skrøbeligt, noget fragilt og ikke længere helt så usårligt ved fyrrerne, man mærker 'Det skabtes vaklen'.

Hvad man også mærker på sådan en titel er en sans for det skabte og dermed en skaber. Thomsen har tilbagelagt endnu et stadium på livets vej, og atter er det svært ikke at sende tanker til en af hans skrivende kolleger, en anden Søren, som gik omkring i Københavns gader med en duknakket fysiognomi, som bringer mindelser.

De kaldte ham (u)kærligt for Søren Sok, og Søren S.U.T. har flere gangarter tilfælles med ham, herunder bevægelsen gennem æstetiske, etiske og religiøse stadier.


Så vi har slet ikke tabt Thomsen, vi har bare hele tiden fået en ny. Og vil vi vide mere om det, mere om hvordan og hvorfor, har han ind imellem skrevet essays og poetikker samlet i to bind, 'Mit lys brænder' (1985) og 'En dans på gloser' (1996).

Det hele er med i 'den lille labre havregrynspakke', som Knud Odde har tegnet og designet til de 'Skriftlige arbejder'. Hvad der ikke er med (bortset fra pergament- eller madpapiret omkring den oprindelige udgave af 'Nye Digte') er skriftlige arbejder, som endnu ikke er udkommet i bogform.

Det gælder f.eks. avis-essays, bl.a. de store Amerika-reportager, som har været offentliggjort her i Politiken, hvor vi så sent som i lørdags have lejlighed til at publicere Thomsens nyeste, skriftlige arbejde.

Udtrykket 'den lille labre havregrynspakke' er Søren Ulrik Thomsens eget fra et stort interview med Informations Karen Syberg forrige fredag. Gennem årene har Thomsen langsomt, men sikkert, givet en række gennemarbejdede interview rundt omkring, og de kunne godt en dag samles i endnu et bind 'mund-skriftlige arbejder', som ville give den nok allermest tilgængelige, guidede tur gennem digterens stadier.

Lad os slutte med et citat fra sådan et interview, det allerede nævnte:

»Mine yndlingslinjer i salmebogen er fra 'Lover den Herre', hvori det hedder, at Gud lader dig få / mer, end du selv kan forstå, / bedre, end hjertet begærer. Er det ikke smukt? Man vil have anerkendelse og fisse og drømmerejser til Galapagosøerne og opdager så med ét, at man allerede for længst har fået en gave så vidunderlig, at man slet ikke kunne tænke sig til den, nemlig livet, simpelthen«.

'Skriftlige arbejder' indeholder disse bøger: 'City Slang', 1981 'Ukendt under den samme måne', 1982 'Mit lys brænder. Omrids af en ny poetik', 1985 'Nye digte', 1987 'Hjemfalden', 1991 'En dans på gloser', 1996 'Det skabtes vaklen', 1996

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts