0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Talentets nådegave

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med romanerne 'En forstadsbuddha' og 'Det sorte album' og filmmanuskripterne 'Mit smukke vaskeri' og 'Sammie And Rosie Get Laid' placerede Hanif Kureishi sig centralt i den del af ung britisk litteratur, der havde et godt og humoristisk blik for unge andengenerations-indvandreres svære balancekunst.

Især 'Det sorte album' (1995) skrevet på harme over intifadaen mod Rushdie demonstrerede vid og bid. Siden har han udgivet den lille roman 'Intimitet' og to novellesamlinger.

'Gabriel's Gift' er således Kureishis fjerde roman, men sammenlignet med de lovende takter fra hans tidlige bøger er det en slem skuffelse. 'Gabriel's Gift' kalder sig for en roman, men ligner snarere en langstrakt novelle, der egentlig hellere ville have været et filmmanuskript.

Det er nemlig i de mundrette replikudvekslinger, i det kulørte persongalleri og i de enkelte scener, at 'Gabriel's Gift' har sine største kvaliteter.

Hovedpersonen Gabriel er en begavet knægt med problemer på halsen. Han flirter med et kriminelt stofmiljø og fører samtaler med sin døde tvillingebror Archie.

Gabriel's forældre er gået fra hinanden. Først og fremmest fordi hans mor har mistet tålmodigheden med faderen Rex. Denne er en døgenigt og en småfordrukken, udbrændt hippie.

Men Rex er også en dygtig guitarist, som måske nok mangler den afgørende personlighed, men dog engang spillede med selveste den kunstnerisk raffinerede superstjerne Lester Jones.

Lester Jones er et nødtørftigt camoufleret portræt af David Bowie (selv efternavnet har Lester Jones og David Jones, som David Bowie egentlig hedder, tilfælles). Gabriel og Rex møder Lester Jones.

Stjernen bliver katalysatoren, der ved sin blotte indtræden i handlingen ikke blot bryder dødvandet i forholdet mellem Gabriel og hans forældre, men også giver anstødet til, at Gabriel tør beslutte sig for kunsten som sin fremtid. Han skal være filminstruktør.

Man skal nå til det punkt, hvor man tør stole på den gave, man har fået i form af sit betroede talent. Hvad enten man som Gabriel for første gang skal finde og teste talentet, eller man som Rex skal lære at genkende det og atter turde stole på sine evner.

Man mere end aner en kerne af selvbiografisk stof i denne dannelsesroman om kunstneren som pubertetshvalp, men fortællingen forbliver i irriterende grad koket og på skitseplanet. Kureishi vil fortælle en historie med en alvorlig kerne i en let og charmerende stil. Men 'Gabriel's Gift' bliver også for let og derfor snarere friskfyragtig og smart.

»Denne historie med hans forældre, tænkte han, var en han måske ville lave til en film en dag, i fremtiden. Hvis bare han ikke skulle gennemleve den først«, sukker Gabriel, og som læser sukker man indforstået med.

Gid Hanif Kureishi i stedet for at skrive historien som en roman, havde valgt at gå direkte til filmen. At skrive 'Gabriel's Gift' som et vittigt filmmanuskript om talentets nådegave. Fortællingen er befolket med skøre og skæve personager, der ville gøre det glimrende på lærredet, men virker for letbenede som litterære skikkelser.

Glimtvis charmerende og morsom er Kureishi bestemt, men i 'Gabriel's Gift' slet ikke i stand til at gå en Nick Hornby i bedene som alvorlig humorist.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce