Til den række af lemlæstelser af kvinder, som historien kan opregne, er de snørede fødder blot én. Liljefødder, lotusfødder er betegnelser for den lille klolignende fod, der kommer ud af at vride en 4-årig piges fire små tæer op under svangen og bandagere det hele tiltagende stramt. Knogler brækkes, fodens udvikling ødelægges. Med små bandagerede fødder iklædt skønne broderede dukkesko kan hun trippe smertefuldt handicappet ind i ægteskabet. Og forhindres i at spadsere ud af det. De ødelagte fødder er det gennemgående billede i den amerikanske Kathryn Harrisons roman 'De små gule sko', der fortæller om May, født i 1887. Hendes fødder og medgift er, som de skal være, da hun som 14-årig bortgiftes til en forretningsmand, der også, hvad angår ægteskabet, er forretningsmæssig. Han har tre koner i forvejen, opdager May ved det sjuskede bryllup. Hvordan flygter man fra en brutal husholdning, når man ikke kan gå ordentligt? Penge hjælper, men da smykkerne er brugt til flugten, er det svært at se anden mulighed end kvindernes gamle næringsvej. May bliver ud af det rene ingenting rimelig luksuriøst prostitueret i Shanghai (bl.a. fordi hun formår at lære sig selv engelsk og erhverve sig en ny kulturel fernis), og hun får faktisk opfyldt alle pigernes drøm: at blive gift med en udlænding. Den generte australier Arthur tager hende med til sin søster og svogers hus, hvor hun bliver det lovformeligt indgifte kinesiske medlem af familien.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























