Det er dybt uretfærdigt, men sandt: Svend Johansen (1922-1998) har ingen plads i den officielle danske litteraturhistorie. Den nye udgave af standardværket, 'Danske Digtere i det 20. Århundrede', nævner ham ikke med et ord, og også i 'Gads Danske Forfatterleksikon' er han fraværende. Det skyldes ikke at Johansen var en dårlig eller ligegyldig digter, for det var han langtfra. Miskendt kan han heller ikke kaldes; han fik mange fine anmeldelser og var højt respekteret blandt kolleger. Når han er forblevet stort set usynlig i bredere kredse, skyldes det formentlig den måde litteraturhistorien fortælles på. Litteraturhistorien handler om generationer, gennembrud, bevægelser og ismer, altså i højere grad om - reelle eller konstruerede - kollektive grupperinger end om individuelle forfatterskaber. Og hvis en forfatter ikke rigtig tilhører sådanne grupperinger og først i en sen alder påbegynder et værk som oven i købet er meget personligt og særpræget, ja, så risikerer han at falde uden for litteraturhistorien. Det er det der er sket med Svend Johansen. Ser man på hans fødselsår, kunne han have været en del af Hereticagenerationen; han var jævnaldrende med Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig. Men ser man på det år han debuterede, kunne han have været en del af firsergenerationen; han debuterede i 1977, ét år efter F.P. Jac og ét år før Michael Strunge. Svend Johansen er litteraturhistorisk set både-og og hverken-enten-eller. Men altså først og fremmest sig selv.
Nærværsmusik
Lyt til artiklen
