0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nærværsmusik

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er dybt uretfærdigt, men sandt: Svend Johansen (1922-1998) har ingen plads i den officielle danske litteraturhistorie.

Den nye udgave af standardværket, 'Danske Digtere i det 20. Århundrede', nævner ham ikke med et ord, og også i 'Gads Danske Forfatterleksikon' er han fraværende.

Det skyldes ikke at Johansen var en dårlig eller ligegyldig digter, for det var han langtfra. Miskendt kan han heller ikke kaldes; han fik mange fine anmeldelser og var højt respekteret blandt kolleger.

Når han er forblevet stort set usynlig i bredere kredse, skyldes det formentlig den måde litteraturhistorien fortælles på. Litteraturhistorien handler om generationer, gennembrud, bevægelser og ismer, altså i højere grad om - reelle eller konstruerede - kollektive grupperinger end om individuelle forfatterskaber.

Og hvis en forfatter ikke rigtig tilhører sådanne grupperinger og først i en sen alder påbegynder et værk som oven i købet er meget personligt og særpræget, ja, så risikerer han at falde uden for litteraturhistorien. Det er det der er sket med Svend Johansen.

Ser man på hans fødselsår, kunne han have været en del af Hereticagenerationen; han var jævnaldrende med Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig. Men ser man på det år han debuterede, kunne han have været en del af firsergenerationen; han debuterede i 1977, ét år efter F.P. Jac og ét år før Michael Strunge.

Svend Johansen er litteraturhistorisk set både-og og hverken-enten-eller. Men altså først og fremmest sig selv.


Ligesom både Hereticanerne og firserdigterne var Johansen fra sin tidligste ungdom optaget af den franske symbolisme. Allerede som 21-årig skrev han afhandlingen 'Le Symbolisme. Étude sur le style des symbolistes français' som høstede stor anerkendelse - selv i Frankrig.

Digte skrev han imidlertid ikke, og han blev aldrig nogen del af Heretica-miljøet. Nye generationer kom og gik i 1950erne, 60erne og 70erne, og imens befandt Svend Johansen sig på en litterær sidelinje som teaterkritiker og universitetslektor.

Først i en alder af 55 år debuterede han med 'Forløb' (1977), men så var proppen også kommet af flasken: I 1978 kom 'Forløb 2', og derefter 'Tilstand' (1981), 'Modifikation' (1982), 'Mellemspil og begyndelse' (1983) og endelig 'Det blå træ' (1989).

Disse seks bøger er nu udkommet som Svend Johansens 'Samlede digte'. Bogen indeholder også nogle spredte digte fra antologier og lignende samt et efterladt manuskript, 'Den tredje scene'.


En karakteristik af Svend Johansens poesi kan næppe gives uden brug af paradokser. Den er skriftligt koncentreret med en af og til næsten fransk kompakt syntaks, men den er også mundtligt ligetil med et hverdagsnært stof og en række direkte læserhenvendelser; den er nerveblottet følsom, men også intellektuelt reflekteret; den er alvorlig og stærk i sin indstændige kredsen om eksistentielle og metafysiske temaer, men også frivol og humoristisk.

De forskellige stemmer og stillejer blandes uden at det opleves som disharmonisk, for det er ikke en sammenstødsæstetik der søger at sabotere enkeltelementer ved at stille dem i grel kontrast med andre enkeltelementer.

Tværtimod synes næsten alt at kunne sameksistere i Johansens poesi: selvbiografisk stof; skarpe sansninger af natur og storby; lærde referencer til moderne musik, maleri og poesi; knap så lærde referencer til klassiske drengebøger som 'Gøngehøvdingen' og 'Hjortedræber'; vidtløftige værtshushistorier; bibelsk tale; obskøniteter; sære tanke-eksperimenter; drømme; myter; og mere til.

Der er tale om en slags symfonisk teknik: Et motiv slås an og følges af endnu et og endnu et, og så vender det første motiv tilbage, varieret og påvirket af det mellemliggende forløb.

Som f.eks. i 'Mellemspil og begyndelse': Her benyttes terningen som motiv til behandling af temaer som tilfældighed, umulighed og skæbne; dernæst følger et par konkrete sansninger (undtagelsesvis fra Middelhavsområdet), bl.a. ser jeget et par tyske turister; én af dem læser en bog, Vidocqs 'Memoirer', og med afsæt i erindringen om denne situation begynder jeget at læse den pågældende bog; derefter refereres der til Balzac der brugte denne Vidocq som model for en af sine romanpersoner.

Disse tre elementer - den abstrakte refleksion, den konkrete sansning og referencerne - indgår herefter som tre motiver i et symfonisk forløb hvor de blandes, varieres, udvides og omvendes.


Det er ikke tilfældigt at Johansens to første bøger hed 'Forløb'; hele forfatterskabet kan læses som et samlet og selvkommenterende forløb, en stadig foranderlig poetisk proces. Samtlige seks bøger holder en høj kunstnerisk kvalitet, men der er naturligvis indbyrdes forskelle.

Mest syret er nok 'Tilstande'; her sampler og remixer Johansen alskens brokker fra Svend Gjønge over Grundtvig til Bibelen.

Mest klassisk er til gengæld 'Det blå træ'; her fremstår det enkelte digt mere selvstændigt og skåret ind til benet eller måske snarere ind til strubehovedet: det er den nøgne stemme og den nøgne eksistens det gælder (se eksemplet her på siden).

Det efterladte manuskript, 'Den tredje scene', ligner en ny begyndelse: »og se det begynder at lyse// et andet landskab/ som er sangens/ anes gennem skiftende liniers/ evige mobilitet// anes og lyser// sang er synlighed«.

Svend Johansens poetiske projekt kan placeres et sted mellem Per Højholts og Peter Laugesens: Det kombinerer Højholts stramme refleksion og traditionsbevidste jeg-nedskrivning med Laugesens processuelle mangfoldighed; og det har - som både Laugesens og Højholts - en høj grad af materialebevidsthed: Poesi laves med ord, sagte eller skrevne.

Det fremgår, om end ret diskret, at udgivelsen forestås af datteren Lise Johansen, digteren Janus Kodal og Gyldendalredaktøren (og forfatteren) Simon Fruelund. Og det er et fint initiativ at bringe Svend Johansen på banen igen.

Udgivelsen af en relativt nutidig forfatters 'Samlede digte' i stateligt stift bind er jo en slags kanonisering: Det er sådan noget der normalt kun overgår store kanoner som Inger Christensen, Michael Strunge og Benny Andersen.

Udgivelsen af 'Samlede digte' er derfor et væsentligt - og efter min mening helt rigtigt - udsagn: Det er en opfordring til at Svend Johansens poesi ikke gror fast i glemmebogen, men i stedet skrives ind i vores fælles erindring på en værdig plads - uanset forfatterens litteraturhistoriske utidighed.

Rent praktisk gør bogen også et efterhånden svært opdriveligt forfatterskab tilgængeligt igen. Nye læsere kan begynde her - og fortsætte.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce