Der blev for nylig afholdt Nordisk Mesterskab i Poetry Slam, en konkurrence i fremførelse af egne tekster. T.S. Høeg deltog ikke, og det kan de unge slammere være glade for, for de ville ikke have haft en chance mod denne drevne og mesterlige verbalakrobat. Både hans tekster og hans fremførelse er i en klasse for sig. Og bortset fra Per Højholt og Dan Turèll har vist ingen andre arbejdet så seriøst og vedholdende med den af og til dilettantisk misbrugte genre, det litterære show. Høeg kan i år fejre tyve års jubilæum som digter, musiker og selvbestaltet 'outertainer'. Har man oplevet hans show, glemmer man det næppe: Iført karakteristiske scooterbriller og gerne en sjov hat fremfører han råberemser, nonsensdigte, muntert groteske fortællinger, up-cuttede rejseberetninger og meget mere, akkompagneret af rytmeboks, pladescratch, egen saxofon og alskens båndstøj. At det er underholdende, skal man ikke lade sig narre af, for det er også undergravende. Det er samfunds- og sprogkritisk og for så vidt avantgardistisk og politisk, men vel at mærke uden nogen indbygget forbenet ideologisk utopi: Der er meningsløshed i galskaben. Det er højdepunkter fra Høegs stadigt muterende litterære show der nu endelig kan erhverves på cd'en 'Det talte ord og raske råberemser'. Den indeholder bl.a. klassiske råberemser som den punkede 'Erigeret langemand' og den grumt muntre 'Vokser op'. Og der er uddrag af de socialsurrealistiske fortællinger som også findes i bogform: Mange af dem handler om en mand, der færdes i et dystert futuristisk samfund og ender i noget, der minder om et hospital eller et fængsel. Det er den lille mand mod magthaverne: »Af bare ærgrelse bedriver jeg frekvensoverfald. Og falder i ordslagsmål. Kidnapper departementschefer. Kaprer rutschebaner. Sætter mig med vilje fast i en elevator. Skriver deri et brev og venter på svar«.