Hemmeligheden bag Harry Potter-bøgernes succes er ganske enkel. J.K. Rowling har som ingen anden nutidig børnebogsforfatter formået at aflure, hvad det er, børn begærer af en fortælling. Hun har en enestående fornemmelse for, hvad børn synes er sjovt og spændende. Rowling blander magi og monstre med nintendo og ekstremsport. Klasseværelset med fantasy-universet. J.K. Rowling anerkender børns umættelige behov for at drømme sig ind i en verden, hvor de magter det hele, og hvor det genkendelige og det fantastiske har fundet en holdbar balance. Og så formår hun at skrue det sammen i en letflydende fortælling, som rummer lidt af hvert det meste af tiden. Latter, spænding og uhygge veksler konstant. Rowling har med andre ord som få andre forstået, hvor ubarmhjertigt kravet om konstant underholdning også i børnenes verden er blevet. Skal man konkurrere med de moderne medier, så skal der knald på. Hun napper fra den engelske fantasy-tradition, fra rollespil, fra kostskolelitteraturen. Der er megen inspiration fra Tolkiens 'Lord of the Rings' og Mervyn Peakes 'Gormenghast', men der bliver også skelet til pocketmonstre og idolkultur. Underholdningsværdien er i top og det totale fravær af pædagogiske dagsordener er næppe den mindst vigtige grund til børnenes entusiasme, når Harry Potter aften efter aften består sin prøve som go'nat-historie. Men børnelitteratur med det afgørende ekstra lag af eksistentiel resonans, som f.eks. Astrid Lindgrens bøger om Brødrene Løvehjerte eller Ronja Røverdatter, er det ikke. Nogenlunde sådan aflurede jeg fænomenet Harry Potter efter de første bøger: Vanvittigt imponerende og effektiv børneunderholdning - men først og fremmest godt regnet ud.