»Vi må presse alfabetet
til det klynker som en nonne«,
skriver Simon Grotrian et sted. Og det kan læses som et motto for hele forfatterskabet som nu udvides med to bøger på en gang: Den formelt og tematisk mangfoldige 'Livet er en ko' - Grotrians hidtil største bog - og den stramme, kompakte 'Risperdalsonetterne' som citatet er hentet fra.
Mottoet antyder Grotrians metode som går ud på at presse sproget til det yderste for at aftvinge det ny betydning hinsides enhver sædvanlig sammenhæng. Hans digte kræver derfor også en åben og samarbejdsvillig læser som er rede til at lægge vaner og fordomme bag sig og forsøge at tage del i den betydningsdannelse der finder sted.
Disse digte afsøger selve meningens grænse, og gør det så ihærdigt at de af og til synes at overskride denne grænse og bevæge sig ud i det meningsløse. Det kan man så juble eller rase over, alt efter temperament. Men man kan også forsøge at undersøge hvorfor de er så vanskelige og hvordan de faktisk alligevel - på deres egen måde - kan give mening.
En styrtsø af svar
Lyt til artiklen
