Navnet er stille, men bør give genlyd, har en af mine kolleger så rammende sagt om Ida Jessen. Hendes anden bog, Vandpaladset, er en fortællemæssigt sikker roman om en ung kvinde, der befinder sig klemt inde mellem høje norske fjelde i en lille industriby, der har kendt bedre tider. Hendes mor er døende og banker med en messingkande på varmeapparatet, når hun har brug for sin datter. Så Su springer mellem sygeværelset ovenpå og cafeen, som de driver med truckere og sutter som klientel. Sit eget liv får Su endelig, da hun møder en ung mand, der gør hende i stand til at sætte sig op mod sin mor, der på en gang er en tyran og et stækket menneske. Da moderen dør, skræller det unge par i bogstaveligste forstand cafeens indre og ydre ned. Det var engang en del af et fornemt højfjeldshotel, og dets smukke indre kommer efterhånden til syne gennem det unge pars ambitioner om at forvandle stedet. Diskret symbolik, der også har reference til personernes indre udvikling. Alle gemmer de på hemmeligheder og gåder. Vandpaladset er en usædvanlig kærlighedsroman, indfattet af høje bjerge, umådeligt regnvejr og levende bipersoner. Den er alt andet end stille.
Navnet er stille
Lyt til artiklen
