God gammeldags ulykkelighed findes til overflod i norske Linn Ullmanns moderne slægtsroman. Ulykkeligheden ikke alene nedarves, den lægger sig oven i købet godt til rette i form af en stor sten i ægteskabssengen. »Måske havde det været lettere, hvis kærligheden ikke var en del af planen«, som søsteren til den 20-årige jeg-fortæller udtrykker det. Men det er den. På den måde er alt ved det gamle. Når der alligevel er tale om moderne ulykkelighed, skyldes det ikke substansen, men stilen. Som når jeg-personen, Karin Blom, på dagen for sin søsters bryllup, hælder whisky i kakaoen, for det plejede hun at gøre da hun var lille pige, og i samme åndedrag fortæller: »Ikke fordi jeg var noget så trist som et alkoholiseret barn. Sådan en historie er dette skam ikke«. Jo, sådan en historie er det. Forældrene skilt, faren fraværende, moren sygeligt selvoptaget, den ene søster anorektiker og selvmordskandidat og den anden livs- og lystløgner og lille pige trods sine 20 år. Den eneste grund til at man kan holde ud at læse om al denne ulykke er Linn Ullmanns usædvanligt vellykkede forførelse. Hun behersker til fulde 90ernes distancerede, satiriske lethed, som romanens fysiske personer bruger som rene og skære overlevelsesmekanismer, men som hos Ullmann også bliver en stil, der får en til at læse hen over selv den værste elendighed, indtil det pludselig går op for en hvor slemt det hele faktisk er, og man sidder tilbage med en følelse af at være blevet snydt.
Et alkoholiseret barn
Lyt til artiklen
