»Jeg er også sikker på, at han forventer, at jeg på et eller andet tidspunkt vil slå på, måske endda indirekte appellere til, vores familieforhold, så det kunne jeg ikke drømme om, det er det sidste, jeg vil gøre«. Sådan tænker fortælleren i ’Før det sidste’, en roman af den i 1970 debuterede forfatter Niels Lund om en mand nær vejs ende i sit afstumpede liv. Tumpet par i nabolaget Han har i nogle vinteruger lejet et sommerhus for at nyde havudsigten og åbenbart gøre status over et liv med mange svigt og svinestreger i både privat- og forretningslivet. Han føler tilsyneladende ingen synderlig anger; ej heller har han fået en dødelig diagnose eller på anden måde stolen for døren, så den direkte anledning til sommerhusopholdet er uklar.
Men da han først er installeret, begynder han at føle sig overvåget. Måske af det unge muskelbundt, han står over for i denne anmeldelses indledende citat. Det lykkes at bygge en vis uhygge op, og det kan være godt for spændingen med et par blinde spor, men forfatteren følger for mange af dem. For eksempel introduceres helt pointeløst et tumpet par i nabolaget, og vores fortællende hovedperson gør nogle alt for almindelige betragtninger over en kvinde, han åbenbart ikke skulle have ladet gå. Hun forbliver en tåget kliché og en påstand. Det gudsjammerlige sommerhus Der er lidt underholdning og intensitet i beskrivelsen af pengedrengen Max, som han lavede kyniske og kun på overfladen respektable, store forretninger med, og som nu måske har sendt et mindre tæskehold.
