Tager man de politiske briller på, er det let at se et patriotisk og kristeligt oprustende værk i Marilynne Robinsons (født 1932) Pulitzerbelønnede roman 'Gilead', som nu foreligger på dansk i Ida Jessens fremragende, ja beåndede oversættelse. Romanen er meget midtvest-amerikansk, from, kærlig og smuk. På grund af de sidste to ting sprænger den også en ideologisk læsning og er først og fremmest et fint og gribende stykke skønlitteratur og menneskekundskab. Optegnelser I 'Gilead' skriver John Ames, som er hvid præst i 3. generation og har et livsværk på flere tusinde prædiken-sider bag sig, hen over sommeren 1956 et langt brev og åndeligt testamente til sin seksårige søn, som han til sin store glæde og undren har fået i en sen alder - efter at han som ung mistede sin jævnaldrende kone og lille datter. Den sene familielykke er et dagligt udfoldet mirakel for ham. Han er sidst i halvfjerdserne og hjertesvag, så han går så småt og venter på at dø, mens han nyder sin meget yngre kones omsorg og stærke hengivenhed og sønnens sunde nysgerrighed og vækst. Men han forventer (uden bitterhed), at sønnen på grund af deres korte tid sammen vil have glemt ham, når han som voksen læser de optegnelser, der udgør 'Gilead'. Det gør dem ekstra gribende, samtidig med at det selvfølgelig er et godt påskud for forfatteren til at fortælle en episk historie. Fædre og sønner Egentlig er Gilead et gammeltestamentligt navn for det frugtbare land øst for Jordan, men her er det navnet på en lille fattig og gudfrygtig flække midt på Iowas uendelige prærie nær grænsen til Kansas. John Ames' historie går tilbage til slaveriet. Hans farfar, en næsten Tolstojsk figur, var en aktiv, krigerisk og excentrisk forkæmper for slaveriets ophævelse, mens faderen var indædt pacifist. Det førte til brud mellem de to, og konflikter og kærlighed mellem fædre og sønner går - sammen med en ægte og etisk forpligtende gudstro -som en rød glødetråd gennem hele bogen. Sanselighed John Ames svinger i sine uforstilte, anfægtede, selvkritiske og mildt humoristiske optegnelser til sønnen mellem fuldstændig tillid og forventning til det hinsides og en stærk og jublende kærlighed til det dennesidige liv og alle de ting, han vil komme til at savne. På den måde er det en meget sanselig bog. Det kan være et hop i baseball og »den vidunderlige sikkerhed og forbløffelse, når man mærker at handsken er lige præcis, hvor den skal være«, eller et af sønnens blikke, som ligner moderens: »Jeg bliver altid lidt overrasket over, at mine øjenbryn ikke er svedet af efter sådan et blik. Det kommer jeg til at savne«. Skydlfølelse Der er dog en slange i den harmoniske livsafslutnings paradis, da John Ames' nære kollega og barndomsven, enkemanden Boughton - et rørende og vitalt beskrevet gammelmandsvenskab - får besøg af sin fortabte, højt elskede søn Jack. Som dreng opførte han sig som den inkarnerede ondskab. Nu kommer han - en stadig charmerende og intelligent, men luvslidt 42-årig - tilbage til sit barndomshjem og sin skrøbelige far og vækker lykke hos John Ames' lille søn og - hvad værre er - tilsyneladende også hos hans unge, elskede kone ... Mere skal ikke røbes her, blot at John Ames føler en særlig skyld over Jacks fordærv. Og at han måske også kommer til at svigte ham, da forfatteren med et af bogens mange raffinerede og dybsindige træk lader Jack blive offer for den i 1956 stadig selvfølgelige raceadskillelse. Den rammer ham netop på det smertepunkt, denne rige bog - ud over nåde - mest af alt handler om: fædre, kærlighed og sønner.