I det madrilenske kvarter Lavapiés er det ikke unormalt at se prislister for pakistansk halalkød hænge ved siden af spansksprogede annoncer for franske litteraturoplæsninger og demonstrationer for statsløse palæstinensere.
I de smalle brostensbelagte gader, hvor mere end 70 nationaliteter lever side om side, råber bolivianske kvinder efter deres sønner på aymara, og marokkanere fortæller arabiske vittigheder. Det er ikke tilfældigt, at det er her, at den 59-årige danske digter Peter Wessel bor og skriver sine digte ’Polyfonías’, som de seneste år har opnået stor anerkendelse i Spanien. For også i Peter Wessels digte blander sprogene sig: Dentro de míviven cuatro personas, eachwith their own voice,su propialengua,sa propre langue.Hver med sit eget sprogog sin egen stemme.Prisvindende polyfoni Sådan lyder de første linjer i det prisvindende digt ’Un idioma sin fronteras’ (’Et sprog uden grænser’), hvor Peter Wessel hæmningsløst blander dansk, engelsk, fransk og spansk.
