Lad os lige spise brød til. Annie Dillards ’De levende’ lanceres på, at forfatteren har vundet Pulitzer-prisen, men det var for en anden roman i 1974.
Der skiltes med, at bogen har stået på New York Times’ bestsellerliste, men det var i 1992, og det har hundreder af bøger gjort siden uden at afsætte spor i sandet. Klappen bringer jodlende klip fra såkaldt ’international presse’, men alle de citerede aviser er pæreamerikanske. Det er romanen også: Made in USA, specially for det om amerikansk historie altædende hjemmemarked. En kloning af to populære genrer: familie- og nybyggerromanen. Gode indianere mod onde indianere Vi følger familien Fishburn, der i 1855 – efter en barsk rejse gennem det halve USA – ankommer til »verdens grove yderkant«: vestkystbopladsen Whatcom ved Bellingham Bay i Washington-territoriet nær den canadiske grænse. Rooney Fishburn køber 235 tønder land, og han og de andre kolonister hugger sig gennem granskoven, allierer sig med gode indianere mod de onde indianere og klarer alskens hardship, før han og en kammerat omkommer under brøndgravning. Børskrak i 1893 Fra 1872 følger vi sønnen Clare Fishburn og en håndfuld familier med børn, naboer, tilgiftede, ansatte og investorer udefra – som jernbanemagnaten Jim Hill med hans Great Northern Railway, der til egnens skuffelse får endestation sydpå i Seattle. Det bliver værre i 1893, da børspanik i New York breder sig mod vest. Pludselig er aktier »ikke mere værd end en spand havvand«, firmaer krakker, og alt sættes i stå, selv byens gaslamper.
