Hvordan nu det? Botticellis banalt porcelænspæne skildring af Venus den skumfødte optræder pludselig sådan her: »På røven står to ord: – CLARA VENUS;/kroppen bølger, rumpen stikker op/grusomt smuk med et sår på anus«. Korrekt gættet, kære læser, det er såmænd blot Venus, der har været en gang gennem Baudelaires sataniske mudderpøl, og dernæst, nu, her, dukker op i Rimbauds fedtede badekar. Og så er tonen ligesom, som man siger, slået an.
Moderne lyriks ultimative rockstjerne
Med en fad kliché, som det i øvrigt fremragende Det Poetiske Bureaus Forlag ikke undser sig for at skamride, var Arthur Rimbaud al moderne lyriks ultimative rockstjerne, urfader til Jimi Hendrix, Johnny Rotten og Sid Vicious, den evige Jim Morrison ... og tusind ungersvende, der stak sig lidt i armen og sang i falset.
Den rigtige Arthur Rimbaud, derimod, var vitterlig en brillant begavet og helt exceptionelt talentfuld poet.
Historien er velkendt – den meteoriske produktion af heftige værker fra ’En sæson i Helvede’ til ’Illuminationer’, seer-brevene (hvor Rimbaud udnævner sig selv til »seer« og skriver: »jeg er en anden«), det voldsomme forhold til Verlaine, der skød ham gennem hånden – og dernæst den bratte afsked med al lyrik i en alder af 21, den hårdkogte vending mod Afrika, de mislykkede handelseventyr, den triste, relativt tidlige død som 37-årig i 1891. Mystisk oversætter Nu har Det Poetiske Bureaus Forlag gjort det igen. Via den mystiske, pseudonyme oversætter ’Hippolyte de la Garde’ (hvem er det egentlig?) er det hidtil mest omfattende udvalg af Rimbauds værker blevet gjort tilgængelige på dansk. Sidst var det Baudelaires tur, så Rimbaud står ganske logisk i tur og rækkefølge.
