0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Litterær selskabsleg på højt plan

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En 'renshi' er en japansk selskabsleg for poeter. Begrebet står ikke i nogen af mine håndbøger, så jeg henholder mig til Niels Lyngsø og hans tyske medindleder til det lille eksklusive bind, der dokumenterer, hvordan en japansk, en tysk, en polsk digter samt vor egen Inger Christensen har leget den hen over fire dage og, for tyskerens vedkommende, hundrede cigaretter.

De sidder om et bord og skriver digte efter hinanden. Japaneren, den eneste der havde prøvet det før, foreslår at alle digtene skal være på 3 eller 5 linier, men det vil europæerne ikke være med på. Så nøjes de med den regel, at hvert digt skal tage afsæt i en association fra det foregående. Ingen må gribe længere tilbage i kæden, altid videre fra seneste led. Rækkefølgen veksler, så ingen hele tiden skal associere fra den samme kollega.

Der må have været en del sprogforbistring. De tre europæere behersker ganske vist alle det tyske sprog. Men det gør japaneren ikke, så alt har måttet oversættes frem og tilbage mellem japansk og tysk.

Selv om Niels Barfoed uden tvivl har gjort et fint arbejde med at få hele baduljen overført til dansk, er det hverken hans eller patriotismens skyld, at Inger Christensens digte er dem, der står med de klareste konturer.

Polakken beskriver situationen i Krakow, da en hob af Polens elskede digtere bliver sat til kollektivt at skrive elegier, der tager afsked med den store Stalin. Inger Christensen griber to ord fra den scene og fører dem over til sin egen måde at tænke digte på:

»Jeg tager afsked med det hvide papir.
Det var ellers så hvidt, ja afstaliniseret hvidt!
men min håndskrift danner nye moslag,
jomfruhår, kransemos, kammos,
en arbejdsplads for myrer. Hvad sker der?«

Ja, hvad der sker er vel, at den politiske scene med små raffinerede midler bliver til en poetologisk. Grunden renses, så et digt kan blive til og ud kommer begyndelsen til et Christensen'sk system, ikke af sommerfugle på nåle eller ord på alfabet, men mosarter som gevækster.

Og det mest inciterende sker på det, Inger Christensen har benævnt, og udgiveren har brugt som titel: hængebroen mellem de to tekster, de to verdner. Det er ikke alle mellemrum mellem de 36 digte, der går over så spændende slugter. Men en hel del.

For øvrigt bryder Inger Christensen suverænt reglen om kun at associere fra det foregående digt. Fire digte senere spinder hun videre på myrerne. Det er ikke så lige for enere at blive kollektive.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce