Josefine Klougarts debutroman, ’Stigninger og fald’, var skrevet i et poetisk og strømmende sprog, hvis lange associerende sætningskæder ledte tankerne hen på Virginia Woolf.
LÆS ANMELDELSE Smuk debut har sans for det mindste
I sin nye roman, ’Hallerne’, går hun i en helt anden retning med en meget knap stil. Interessen for at udforske billedsprogets muligheder er dog den samme, men nu smelter sammenligningspunktet helt sammen med det beskrevne. Tag de indledende sætninger: »Kvinden er et stativ i lejligheden. Et tomt rum. Det er kvindens blik, der tømmer værelset. Fabrikken. Det er det, hun kan være nu«. Kvinden og manden Kvinden er, som vi ser, fra første færd skildret som noget, der har med bygninger at gøre. Og tomhed. Herefter beskrives hendes huds fugtighed og »en følelse af afvikling, noget, der bliver pillet ned«. Kvinden og manden er de to personer, vi ser. De befinder sig i et rum, der er som en scene, der også iagttages af et publikum – personer i baren overfor. De kan se et begrænset udsnit, men som læser inviteres man, via billedsproget, ind i personernes indre. Titlen angiver gennem hele romanen den relation, der er mellem parret:
