Det føltes, som om alle enten skrev digte eller malede vildt. Brokker af Bowie og Baudelaire stod bøjet i neon ud af munden på de unge digtere. Alvorlige og vrede og med glade kinder læste vi op på gallerierne og hang deklamerende ud af vinduerne på kondemnerede huse indrammet af knuste rudeglas.
Det var, som om sproget pludselig havde fået tårnhøj feber med passion for poesi som grasserende symptom. Blodet kogte over i spørgsmålet om, hvad der var ægte poesi, og hvad var uægte. Hvem havde flammen, hvem kæmpede med sin indre skuespiller. Så gik det over. Så spredtes digtene for alle vinde. Hvorfor nu dette selvbiografiske sidespring med 30 års forsinkelse? Fordi det minder ikke så lidt om stemningen i Roberto Bolaños ’De vilde detektiver’, der tager sin begyndelse i 1975.
