0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man tror, det er løgn

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De fleste mennesker kan fortælle en historie, der bryder med hverdagens trivielle monotoni - historier om små tilfældigheder, umulige møder eller heldige sammentræf, som har det tilfælles, at de stiller skarpt på livets gådefuldhed eller afspejler et aspekt af den menneskelige tilværelse i koncentreret form.

Dét mener Paul Auster også. For i sin seneste bog har den amerikanske storyteller valgt at lægge pennen til side og i stedet give ordet til sine læsere. 179 af dem, for at være helt præcis. Fra 42 forskellige amerikanske stater, i alle aldre, køn og socialgrupper.

Ideen til antologien 'True Tales of American Life', der udkom i USA sidste år under titlen 'I Thought My Father Was God', udsprang af en serie public service -radioprogrammer, hvor Auster bad lytterne om at indsende deres egne historier, som forfatteren så ville læse op i æteren.

»Jeg fortalte lytterne, at historierne skulle være virkelige, og at de skulle være korte, men at stil og emnevalg stod frit. Det, der virkelig interesserede mig, var historier, der brød med det forventede, anekdoter, der afslørede de mystiske og ukendte kræfter, som er på spil i vore liv, i vore familiehistorier, i vore sind og kroppe«, skriver Auster i sin indledning.


The National Story Project fik over 4.000 henvendelser og blev - på trods af Austers første skepsis - en stor succes. En succes, han altså nu har omsat til skrift. Som idé er der såmænd ikke noget nyt i projektet, der ligger til grund for Austers antologi.

Tv-serien 'Vi danskere' er et hjemligt eksempel, og BBC's kultur- og musikanmelder John Peel har i flere år læst op af britiske lytteres egne historier. Konceptet er af den slags, der kun kan blive en succes, netop fordi det engagerer lytterne i en følelse af samhørighed. I en slags kollektiv identitetssøgen.

Derfor er det også svært ikke at læse 'True Tales of American Life' i lyset af de aktuelle verdensbegivenheder. Efter 11. september er amerikanernes kultur og identitet blevet taget op til revision.

Indimellem med lidt for stor forståelse, og andre gange med mangel på samme. Alt andet lige så er spørgsmålet om den amerikanske identitet særdeles aktuelt. Et svar, om end fragmentarisk, tegner sig på denne bogs 384 sider.


Auster åbner med en charmerende historie på seks sætninger, fortalt af Linda Elegant (dét kan man vist kun hedde i USA) fra Portland, Oregon. På sin vej gennem byen ser Linda en høne, der målbevidst skridter ned ad gaden, til højre i et kryds, op ad en trappe og banker med næbbet på en dør, som bliver åbnet. Tilsyneladende ganske uanfægtet af sin målløse tilskuer træder hønen indenfor.

Så kort og enkelt kan det gøres. At fortælle en historie, der bryder med menneskets konstant rationaliserende bevidsthed. Gad vidst, om Linda siden har spist grillkyllinger?

Fortællingen om den kloge høne er blandt bogens korteste, de fleste er på en side eller to, men aldrig over fire sider. Antologien er opdelt i ti kapitler under overskrifterne 'Dyr', 'Ting', 'Familie', 'Humor', 'Fremmede', 'Krig', 'Kærlighed', 'Død', 'Drømme' og 'Refleksioner' og svinger fra det muntre og hverdagsfilosofiske, over melankolske slægtsfortællinger til det virkelig tragiske.

Der er den ældre herre, som hos en antikvar finder netop den davidsstjerne, han tabte i havet en menneskealder tidligere; en ung studerende, som tankefjernt piller i et radiatorgitter ved siden af cafébordet og sidder fast; en hankat, som selv går på toilettet og kan skylle ud efter sig; en lille pige, der forudser, at hendes forældres bil først vil starte, når en gul sommerfugl sætter sig i vinduet etc.


Men Auster har også udvalgt historier om elendighed, depression, krig, ensomhed og tab. Vi møder kvinden, som mindes sin barndom efter moderens tidlige død - i et lånt sommerhus, hvor hun sammen med sine fire søskende og en fordrukken, udbrændt far tilbringer en begivenhedsløs sommer med farens mange flasker som familielivets omdrejningspunkt.

En af de mange fortællinger fra depressionens tid handler om drengen, der skal til afslutningsceremoni på skolen og absolut vil have et par nye bukser, fordi hans klassekammerater har det - og på vej hjem fra skrædderen ser, at moderen ikke længere bærer sin vielsesring.

En fortælling om selvforståelse og -værd handler om en ung kvinde, der fuld af drømme drager til storbyen for at blive kunstner, men i stedet ender med at deltage i en pornofilm. Hvorpå oplevelsens følelsesmæssige konsekvenser først optræder, da moderen ringer for at sige, at hun har modtaget en check.

'True Tales of American Life' er hylende morsom, varm, tankevækkende, sjælfuld, kærlig og forførende. Og melankolsk, tåredrivende, brutal, forfalden og ondskabsfuld. Om end ikke skrevet af Paul Auster, så er den i hvert fald redigeret i bedste stil af new York-trilogiens berømte forfatter.

Til tider lidt for velredigeret, hvis hensigten virkelig har været at dykke ned i den amerikanske folkesjæl og ikke, som man lidt kynisk kunne tænke sig, ved pluralismens alter at føje endnu et stykke bevisførelse til Americana-myten.


»Lytterne ville gå på opdagelse i deres egne liv og oplevelser, samtidig med at de ville være del af et kollektivt stykke arbejde, noget større end blot dem selv. Med deres hjælp, sagde jeg, var det mit håb at kunne skabe et arkiv af facts, et museum over den amerikanske virkelighed«, skriver Auster.

Det lykkes til dels. I den forstand, at vi møder amerikanske krigsveteraner, amerikanske college-teenagere, amerikanske depressionsofre, amerikanske jøder, katolikker, baptister og amerikanske Ku Klux Klan-tilhængere.

Alt sammen pakket ind i et letlæseligt format, en såkaldt coffee table book, der passende kan åbnes og lukkes efter for godt befindende, med garanti for underholdning hver gang .

Men titlen er misvisende. For 'True Tales of American Life' handler i bund og grund ikke om amerikanere, den handler om at leve.

Og dét er jo til tider også ganske underholdende.