En lille lykkesamler

Lyt til artiklen

At tage tre svømmetag uden at drukne, lege med bedsteveninden Ella Frida og nusse med de to marsvin Sne og Fnug tæller med på Dunnes tankeliste over, hvad hun er blevet lykkelig af.

Omvendt er hun ulykkelig, da Ella Frida flytter til den anden ende af landet. Det gør så ondt, at hun garanteret aldrig vil glemme det. »Ikke før hun bliver 35 år eller sådan noget«, som det hedder i øjenhøjde med Dunne i Rosa Lagercrantz’ underspillede sprog.

Den svenske forfatter skriver enkelt, og Eva Erikssons billedsprog er lige så knudeløst.

Verden er voldsom
De to har arbejdet godt sammen før og gør det også i ’Mit lykkelige liv’, hvor de nemt læselige linjer og de spinkle tegnestreger er forbilledligt udtryksfulde.

Mimikken i Erikssons runde ansigter er rørende og fortællende sammen med Lagercrantz’ højtlæsningsegnede historie om udfordringer i en lille lykkesamlers liv sammen med faderen og kammeraterne i den skole, hun har glædet sig til at blive stor nok til at begynde i.

Sommetider er verden voldsom ved Dunne.

Som dengang hendes mor døde af sygdom. Men andre gange er verden fantastisk, og ligesom de fleste børn svinger hun mellem yderpunkter, suger indtryk til sig og lærer af det, der sker.

’Mit lykkelige liv’ er en menneske- og barneklog bog, man bliver varm indeni af at være sammen med.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her