Romaner er ikke romaner, når de er oppe i størrelse XXX-large. De er tilstande. Man læser dag ud og dag ind, man læser videre og bliver ved, det bliver en livsform, et hus at bo i eller, som titlen siger på denne her: et museum at vandre rundt i. Orhan Pamuks første roman siden nobelprisen hedder i engelsk oversættelse (den danske er kun på vej) ’The Museum of Innocence’, ’Uskyldighedens museum’, og dens 83 kapitler er et katalog over en uskyld, som bliver taget (bagfra) i allerførste linje: It was the happiest moment of my life – yes, det var det lykkeligste øjeblik hans liv, og herfra kunne det dårligt gå andet end nedad.
Sprækker i sjælen
Han hedder Kemal Basmaci og er en fyr omkring de tredive tilhørende Istanbuls overklasse.
Hun hedder Füsun og er hans 18-årige kusine fra en gren af familien, som ikke har penge. Desuden er der Sibel, overklassepigen, som Basmaci skal giftes med. Alt mens han, altså, udlever sit livs lykke med Füsun. Trekantens retvinklede urscene er sat, og reglerne er så klassiske som hos Pythagoras. Summen af katedernes kvadrat er lig med kvadratet på hypotenusen. Og selv om Kemal møder sin Füsun i 1975, og alt ånder Istanbul, så er vi kun 50 sider fremme i affæren, før han mærker noget, som milliarder af mænd og millioner af romaner har mærket og afmærket alle mulige andre steder og til alle mulige andre tider: »Det var i løbet af disse dage, at jeg først begyndte at mærke sprækker åbne sig i min sjæl, sår af den slags, som sænker visse mænd ned i en dyb, mørk ensomhed, som der ikke findes nogen kur imod«.
