Hvis man synes, det kan være lidt hårdt at være enlig mor – måske til en dreng på fem år – vil læsningen af Emma Donoghues ’Rum’ (hvis engelske udgave blev anmeldt her i avisen 12.2. af Marcus Rubin) hurtigt få én på andre tanker.
LÆS ANMELDELSE Verden ser lidt anderledes ud efter Fritzl-roman
I ’Rum’, som forståeligt er blevet et internationalt gennembrud for irskfødte Emma Donoghue (født 1969), beskrives lavmælt og intenst en indespærret ung kvinde. Hun er blevet kidnappet og voldtaget af sin fangevogter og uden professionel hjælp nedkommet med to børn, hvoraf det andet, en søn, har overlevet.
Det er fra hans femårige synsvinkel, vi ser livet i et 11 kvadratmeter, nærmest armeret skur med et tagvindue, der er eneste kilde til dagslys og fornemmelse af vejrlig.
Manden, kaldet Gamle Nick efter en skurk i en af deres alt for få bøger, kommer jævnlig efter klokken 21 for at få sex, hvorfor drengen Jack efter det tidspunkt befinder sig i et skab. Han skal ikke vide, at den mand, Mor i et fortvivlet krav om renhed forhindrer ham i at se, er hans far. Inspireret af Fritzl Synsvinklen er klogt valgt, for hvordan skal nogen – inklusive forfatteren – kunne sætte sig ind i en sådan situation på ret meget andet end en femårigs niveau? Selv fantasien slog jo ikke til, før en vis pervers østriger for et par år siden åbnede vore naive øjne. Den historie har tydeligvis også inspireret Emma Donoghue, som selv har børn. Der kommer en antydning af problemer med troværdigheden. (Hvordan er drengen i fysisk form til at løbe for livet, og ville en småbørnsfar med hænderne fulde virkelig hjælpe så snarrådigt? Jeg håber det!), men til gengæld et tiltrængt håb hos læseren, da barnet og moderen planlægger deres flugt.
