Kernen i historien er en banal, men tragisk ulykke med en understrøm af nagende tvivl: Hovedpersonen Miles og hans halvbror Bobby går en dag langs en hovedvej. De er midt i et skænderi, da Miles skubber til Bobby, som bliver påkørt og dræbt. Tvivlen: Var det virkelig et uheld, eller lå der bag skubbet et had til broderen og bag det igen et ønske om at slå ham ihjel? Det er kernen eller snarere det lange spor i Paul Austers roman med forgreninger op og ned og ud til alle sider. Miles, den begavede og reelle dreng, trækker sig tilbage fra verden. Han optager den døde bror i sig, hans råhed, vrede og selvdestruktion. Den lange hjemrejse I en senere fase stikker Miles af. Forsvinder fra sin gamle verden, forældre og stedforældre, det kultiverede New York og det blaserte Hollywood, der var hans hjem, men som han ikke længere følte sig hjemme i eller ikke mere kunne skræve mellem.
For så at dukke op i en anden, snart det ene sted, snart det andet, beskæftiget med skiftende småjob. Inden han efter syv lange og omflakkende år af bodsgang og glemsel pludselig møder den unge Pilar og forelsker sig i hende – brændende og beslutsomt. Det sidste er romanens andet vendepunkt og begyndelsen til hans lange hjemrejse. Lige ud ad highwayen Paul Austers nye roman adskiller sig nok på nogle punkter fra den typiske Austerroman. Her er ingen gåder, ingen dybere filosoferen eller fortællemæssige og kompositoriske snurrigheder. Det er tilsyneladende mere lige ud ad highwayen, mere Richard Ford, mere Philip Roth. Og samtidig er den ét langt ekko af Auster og hans motiver.
