Kontorer skal som alle andre rum gøres rene, og de mennesker, som udfører rengøringen, er næsten altid usynlige væsner, forstået på den måde, at de mennesker, der benytter kontorerne, aldrig ser dem. For rengøringspersonalet pudser og ordner, når de andre er gået hjem. Dalia Sonnenschien er en pligtopfyldende rengøringsdame. Hun er, da læseren møder hende, i færd med at gøre et direktørkontor rent. Det skal være flot, så hun pudser og pudser, sørger for, at alt skinner, og hun undgår omhyggeligt at træde på den døde mand, der ligger på gulvet i kontoret. Det er optakten til den fjerde af Anne Chaplets krimier på dansk, og det er et udmærket greb at lade en rengøringsdame være nøglen til opklaringen af forbrydelsen. For en rengøringsdame er absolut usynlig.
Ingen bemærker hende, hun har frie hænder til at fjerne ting og sager, blot hun gør det diskret. Og det gør Dalia Sonnenschien, hun fjerner en lille tingest i form af en stjerneformet metalfigur, og den er faktisk nøglen til mysteriet. Den døde mand var direktør i firmaet, og alle tror, han er død af et hjertetilfælde, men sådan hænger det ikke sammen, for i en krimi er dødsfald næsten altid mistænkelige. Der sker flere dødsfald, og Karen Stark, en politidame, som læseren har mødt i tidligere romaner af Anne Chaplet, får færten af, at der nok er noget meget råddent på spil, så hun går i gang, og selvfølgelig bliver sagen opklaret. Langsommeligt fortalt Selve plottet er ikke sindssygt spændende. Det, der er mest interessant, er historien om Max Bastian. Han er en freelance-journalist, der vil skrive det store værk, og for at spare penge til huslejen flytter han ind hos sin gamle far.
