Der er gang i tryllegryden hos Daína Chaviano, eksilcubansk journalist og forfatter, som har boet i Miami omkring 20 år. Temaet i ’Havana min elskede’ er den længsel, eksilcubanerne har efter deres hjemland, som de i denne historie ser i et magisk skær. Alt imens de intenst hader Blåskæg alias Lucifer og alle hans gerninger. Men Castro nævnes ikke ved navn i bogen, der ifølge forlaget er den største cubanske succes med udgivelse på 25 sprog. Men næppe i Cuba, idet revolutionens folk beskrives som de værste gangstere og umenneskelige forbrydere.
Politik spiller en rolle i historien, Castro-styret er begyndelsen til enden for al lykke og retfærd i denne beretning, men den er ikke hovedsporet. Nærmest blindsporet, i alle tilfælde for en del af personerne, der føler sig rod- og hjemløse i Miami, hvortil de har været nødt til at rejse. Nu skiftevis hentæres og fester de, så tæt og dog så langt fra deres skønne ø. Tryllegryden kommer straks i kog, idet Chaviano ikke lader en lejlighed gå fra sig til at introducere en drillenisse, en erotisk gudinde, en pan, synske kvinder eller i det mindste et eventyr, fortalt af en gammel tjenestepige eller en bedstefar om guder og helte og magiske ting og sager. Altså magisk realisme fra begyndelse til slut. Men en magisk realisme, som desværre tit flyver hjemløst rundt som det spøgelseshus, der spiller en stor rolle i handlingen. Huset er den røde tråd i hændelserne i Miami. Handlingen fordeles ellers i tre fortidsspor. Men som så meget andet i historien ender det med et lidt sørgeligt puf i slutningen. Huset forklares faktisk aldrig tilfredsstillende, idet Chaviano har den svaghed, som desværre så mange andre skribenter har, hun er god til at bygge op, men ikke til afslutninger. Den bindes hurtigt sammen med en slatten sløjfe. En kinesisk familie, en afrikansk familie, en spansk familie, ingredienserne i den cubanske befolkning følges gennem et århundrede, alt imens en nutidig eksilcubaner, journalisten Cecilia, forsøger at bekæmpe sin depression og fremmedgjorthed og langsomt søger mod sine synske rødder. Godt hjulpet af den mystiske kvinde Amalia, som hun træffer på en cubansk bar. I begyndelsen tænker man Isabel Allende, når man læser (man tænker aldrig Gabriel García Márquez!), men hurtigt ikke. Daína Chaviano er simpelthen ikke på Allendes niveau. Desværre. Jeg ville nøjes med to hjerter, hvis det ikke var, fordi man trods alt får (meget) små indkig i Miami og Cuba og måske kan lære noget om den kinesiske indvandring til Cuba. Og fordi der trods alt er nogle smukke afsnit om alfer og magi. Men hun skulle tage og stramme sig an og luge ud, skulle hun.
