Den ikke så lidt almægtige historiefortæller Rashid Khalifa med panamahat og cinnoberrød safariskjorte falder i en dyb søvn. Almagten kommer vi tilbage til, foreløbig er det op til hans 12-årige søn Luka at rejse til Magiens Verden, dens allerinderste, og stjæle Livets Ild og på den måde vække ham af hans slummer.
Sådan gør man i den familie, der ligner Salman Rushdies egen ikke så lidt. I den tidlige overgang fra barn til voksen krydser man grænsen mellem den virkelige og den magiske verden, belærer hans storebror ham, man får sit eventyr. LÆS OGSÅSalman Rushdie-film er lavet i smug Rushdie skrev i 1990 bogen ’Harun og Eventyrhavet’ til sin ældste søn. ’Luka og Livets Ild’ er skrevet til hans yngste til hans tolvårsdag. Det gør den uhyggelige historie lidt mindre uhyggelig, vi er i trygge hænder, hele tre par: faderens, forfatterens og fortællerens. Man kan også sige, at man må holde tungen lige i munden. For så er Rashid Khalifa, eventyrpatriarken, Ordstrømmens kilde, jo Rushdie selv eller en spejling af ham. Og så er de begge to ophav til eventyret og dermed til Magiens Verden, for ikke at sige to sider af den samme skabende og opretholdende kraft, og ikke så lidt almægtige. Selv om den ene af de to altså er faldet i søvn. Det intimt – og typisk – rushdieske præger på flere måder den eventyrlige rejse. Maksimalist Først og fremmester der ordenes og indfaldenes lyntempo. Rushdie virker ikke som en forfatter, der først tegner sin verden op på et kort, derefter befolker den og til sidst begynder at fortælle om den.
