0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En mester i al diskretion

Peer Hultbergs essays strækker sig fra blændende, udfoldede kunstnerportrætter til små, ironiske veloplagtheder. Med skammen som hovedtema.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg beder Dem tilgive mine hvide sokker«, udbryder forsikringsagenten, som er kommet på besøg hos Peer Hultberg for at informere ham om alle de farer i livet, som han endnu ikke er forsikret imod.

Det uventede udbrud kan forekomme ubetydeligt, men for Hultberg virker det nærmest intimiderende, at en fremmed i hans stue bryder med den urbane omgangsform og så demonstrativt undskylder sit faux pas: at møde op som livsassurandør iført et par hvide sokker!

Skam som hovedtema
Men måske er agentens forlorne bøn om tilgivelse for sin letfærdighed blot en måde at forsøge at holde sig en langt dybere eksistentiel skam fra livet.

Det er i hvert fald, hvad Hultberg antyder i det korte essay 'Om hvide sokker', der anslår et hovedtema, ikke bare for det diskrete selvbiografiske værk, som denne bog er, men for forfatterskabet i det hele taget: Skammen.

På afstand af provinsen
»Jeg er ikke eksilant«, skriver Peer Hultberg om sig selv i det essay om sit forfatterskab, som afslutter bogen, der udkommer på forfatterens 70-års fødselsdag. Og fuldkommen karakteristisk for hans blufærdighed og beskedenhed i forhold til at tale om sig selv beskriver han udelukkende sig selv i anden og tredje person; som 'du' og 'han'.

Det er ikke for ingenting, at Hultberg, ud over at skrive, arbejder som psykoanalytiker tre dage om ugen i sin lejlighed i Hamburg. Det er ordet 'eksil', med dets biklang af, hvor betydningsfuld den må være, som lever i landflygtighed, der virker afskrækkende på forfatteren, som har tilbragt 43 år uden for Danmarks grænser.

På betryggende afstand af den mytologiske provinsforsnævrethed, som han beskriver i romanen 'Byen og Verden'.

Ironiske veloplagtheder
Selvbiografen Hultberg er ikke den, der blotter eller blotlægger sig selv. Hvor Jørgen Leth i 'Det uperfekte menneske' - som i øvrigt er et rigt litterært værk - bærer det hele til skue, er Hultberg diskret, forbindtlig. Hvor Leth er notorisk cool, løber skammens rødme Hultberg i kinderne, når det bliver for privat.

Men der er én anklage, som kan få ham til at fare ud af sit skjold: »Du er blevet beskyldt for ikke at føle, ikke at kunne udtrykke følelser, og med hvilken foragt og harme viser du ikke sådanne udsagn, sådanne klager fra dig, du for hvem følelser og medfølelse altid har været af yderste vigtighed i alle menneskelige og medmenneskelige forhold, i alt hvad du har foretaget dig, i lige så høj grad som, og her har vi jo problemet, alle falske følelser har været dig en vederstyggelighed«.

Der er noget meget velturneret over den måde, de 35 prosastykker (hvoraf kun cirka en fjerdedel er skrevet specielt til denne bog) er ordnet i 'Min verden - bogstavelig talt'.

Først møder vi forfatteren som skønlitterær essayist i treogtyve korte prosastykker med titler som 'Om banegårde', 'Om de lyse nætter', 'Om kabaler'. Det er små ironiske veloplagtheder, hvor Hultberg uden store anfordringer om at skulle sige det hele iagttager sine egne og verdens dårskaber.

Strejfer en personlig tematik
Derpå følger en række vægtigere essays, som viser den usædvanlige bredde i Hultbergs intellektuelle arbejde: slavist, oversætter, litteraturkritiker, psykoanalytiker. Rigtig spændende og direkte eksistentielt farligt bliver det i de psykoanalytiske kunstnerportrætter af Zbigniew Herbert, Strindberg, E.M. Forster og Picasso.

Hvor han i behandlingen af sig selv kontrolleret holder igen, kan han i skildringerne af sine store forgængere gå planken ud.

Det er spørgsmålet, om Hultberg ikke mere end blot strejfer en personlig tematik, når han i en blændende analyse af ledemotiver i E.M. Forsters værk skriver om forkastelse, troløshed og direkte forræderi fra moderlige personers side.

Et par hvide tennissokker i gave
Oplevelser, der for et barn fører til en alvorlig krænkelse af selvværdsfølelsen - og til skam. At Hultberg muligvis deler personlig tematik med E.M. Forster, får stå som en påstand fra min side.

Vigtigere er det at understrege, at man især i kraft af de to essays om E.M. Forster og Picasso får mulighed for at lede efter korrespondenser og ligheder i Hultbergs fragmenterede fremstilling af sit eget liv og forfatterskab i bogens afsluttende kapitel. Tættere kommer man vist ikke en forfatter, som holder verden tre skridt fra livet.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er det en flot gave, Peer Hultberg giver sine læsere på sin 70-års dag. Til gengæld sender jeg ham i tankerne et par hvide tennissokker af bedste kvalitet.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30