Norges Dag Solstad er påfaldende legesyg og bedragerisk let i anslaget i den skæbnetunge efterfølger af ’Elvte roman, bog atten’ (1992), nemlig dagens ’17. roman’ (lydefrit oversat af Camilla Christensen), hvor Bjørn Hansen atter dukker op ud af det fiktive blå. Romanen åbner med et tableau, selvbevidst beskrevet af den dramaturgisk åbne fortæller: »Min romanfigur«, som det hedder, den knap 70-årige Bjørn Hansen, står på Sentralstasjonen i Oslo, i færd med at skulle besøge sin søn oppe i Bø.
18 år før blev Hansen dømt for svindel, sad fængslet i tre et halvt år, kom ud i det civile liv og levede en stille eksistens i halvskyggen. Dengang brød han radikalt med alt fra sit tidligere liv som samfundsstøtte (skatteopkræver i Kongsberg), ikke mindst afbrød han enhver kontakt med sin søn Peter fra et brudt ægteskab.
