Her midt i krimiromanens meget lange nordiske højsommer glemmes det ofte, at novellen langt mere end romanen er genrens vugge og litterære genesis. En håndfuld kortprosa af den geniale Edgar Allan Poe fra midten af 1800-tallet med den aristokratiske detektiv Chevalier Auguste C. Dupin, der opklarer mysterier i det postrevolutionære og restaurerede Paris, er og bliver krimiens skelsættende kravlegård.
Poe anlagde endog en særegen poetik for krimihistorien, der ikke må være længere, end at den kan læses i et stræk og gerne skal munde ud i det, som gamle Aristoteles kaldte for den forløsende katarsis og frankofile Poe med et fransk ord kaldte dénouement: de sidste ord på siden, der artikulerede knudens (op)løsning og plottets blotlæggelse. Siden kom krimiromanen og andre måder at skrive kriminel kortprosa på end den klassiske, grundlagt af den store amerikaner.
